Titel: Kurateret gæstespilsscene søges!

Af Gritt Uldall-Jessen, Ordførende i Uafhængige Scenekunstnere

Fornylig opløste Foreningen Scenekunstnere Uden Scene (SUS) sig selv. Foreningen, der har eksisteret siden 2009, havde som erklæret mål at få etableret en Åben Scene i København. Foreningen talte både medlemmer af scenekunstnere fra det frie felt og en del etablerede projektteatre og grupper, i alt 27 medlemmer. Hvert medlem repræsenterede 5 personer, der havde opstillet det enkelte medlem, så de 27 medlemmer var lig med 135 personer.

I et efterskrift, som foreningen lagde ud på deres hjemmeside, skrev de følgende:

”Håbet er, at en ny generation af scenekunstnere vil gribe til, og finde nye veje til at fortsætte kampen for en Åben Scene i København, for problemet er langt fra løst.”

Behovet for en kurateret gæstespilsscene i København er pt. ikke kortlagt. Men i Uafhængige Scenekunstnere(US) deler vi SUS’ opfattelse af at der mangler denne type scene i København, ganske som der tilsvarende er en sådan scene i enhver anden storby/hovedstad i Europa: Black BOX(Oslo), Brut (Wien), HAU (Berlin) Trafó (Budapest), Frascati (Amsterdam), Kampnagel (Hamburg) og Inkonst (Malmø) – bare for at nævne nogle.

Det er en scene, der ikke selv producerer forestillinger, men som er beregnet til gæstespil.

Det er blevet vanskeligere ikke at have adgang til en gæstespilsscene i København for de mange skiftende – professionelle – scenekunstgrupper eller scenekunstnere (producenter, instruktører, koreografer, dramatikere, dramaturger, performere, skuespillere, dansere, artister m.v.), som arbejder projektbaseret.

Den tidligere Kanonhallen, som i sin tid var en regulær gæstespilsscene, blev omformet til Teater Republique tilbage i 2009, og dermed ophørte den med at være gæstespilsscene. Københavns Musikteater ophørte med at være gæstespilsscene i april 2016 og flyttede fra det indre København til Nordvest. Dansehallerne kan nok blive på Carlsberg, men er i en periode uden lokaler, indtil de flytter ind i de nye rammer på Carlsberg, hvor der ser ud til at være mindre scenekapacitet end tidligere. Og samlet set er der ikke kommet nye scenerum til, der er tidssvarende og som åbner op overfor nytænkende og eksperimenterende scenekunst.

En samarbejdsaftale mellem institutionsteatre og det frie felt, der ikke bliver brugt?

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst(SKPUS) har udfærdiget en samarbejdsaftale i juni i år for at afhjælpe problemet med den manglende gæstespilsscene i København. Den henvender sig til institutionsteatre og det frie felt. Der står i selve aftalen: ” (..)dens formål er at bidrage til større muligheder for dynamik i scenekunstmiljøet i Danmark bl.a. gennem frugtbare og givende samarbejder mellem institutionsteatre og teatre/scenekunstgrupper, der modtager bevillinger fra Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst.” http://www.kunst.dk/kunstomraader/scenekunst/udvalg/projektstoetteudvalget-for-scenekunst-2014-2017/samarbejdsaftale/

SKPUS skriver i aftalen, at de ”vil prioritere at støtte samarbejder, der præges af ovenstående principper”.

Det er et udmærket initiativ, der i højere grad forpligter værtsteatrene i co-produktioner, og hvor det fremgår, at det er den frie aktør, dvs. tilskudsmodtageren/projektteatret, der i sidste ende har det kunstneriske ansvar for værket/forestillingen. Medlemmer af Uafhængige Scenekunstnere indgår gerne i samarbejdsprojekter med institutionsteatrene. Men det har desværre vist sig, at interessen fra institutionsteatrenes side er noget begrænset, medmindre der er tale om veletablerede scenekunstgrupper.

Det er ikke pga. mangel på interesse fra de projektstøttede teatres side. Men det fordrer, at institutionsteatrene har kendskab til de projektstøttede teatres arbejde inden for det frie felt og at de helt konkret svarer på de henvendelser, der rettes til dem fra det det frie felt, med henblik på at undersøge muligheden for at indgå i et samarbejde.
Det største problem er nok, at de fleste teatre helst vil indgå samarbejder med scenekunstprojekter, der minder om de værker, de i forvejen producerer selv. En scenekunstner, der arbejder inden for et traditionelt dramatisk paradigme, eller med at omforme og nyfortolke klassiske værker og lignende, har potentielt set nok en smule nemmere ved at finde vej ind på et af de større institutionsteatre end en scenekunstner, der arbejder uden for det dramatiske paradigme.

Arbejder man som scenekunstner med en form for postdramatisk scenekunst, med publikumsinvolverende eller deltagerbaseret, stedsspecifik scenekunst, med performancekunst og live art af forskellige slags, eller andre nyere genrer som den mere etablerede teaterverden ikke kender til, eller interesserer sig for, så kan det sværere at komme igennem med sit projekt. Der er talrige eksempler på formdiskuterende, eksperimenterende og fornyende scenekunst i København, der marginaliseres og ikke finder vej til institutionsteatrene. Den type scenekunst får simpelthen ikke den opmærksomhed, som den fortjener. Hvorfor? Der findes i København ikke nogen tidssvarende scene for eksperimenterende scenekunst, der ikke har et dramatisk udgangspunkt. Det er som om teaterscenen i København er stagneret i et dramatisk paradigme, som det stædigt holder fast i. Det fremmer ikke udviklingen af en mere mangfoldig scenekunst i Danmark.

Uafhængige Scenekunstnere stod for en paneldebat den 26. august 2016 på Kulturmødet på Mors, hvor vi spurgte nogle af de teaterledere, der indgik i panelet, hvorfor der ikke i langt højere grad blev indgået samarbejdsaftaler mellem institutionsteatre og projektstøttede grupper. Der blev givet følgende forklaringer: Travlhed, det kunne være svært at nå at få svaret på alle mails fra de projektstøttede teatre samt det var også et problem, at mange aktører fra det frie felt ikke havde sat sig ordentligt ind i det pågældende institutionsteaters kunstneriske profil. Et andet problem, der blev nævnt, var, at institutionsteatrets scenekapacitet stort set var opbrugt hele sæsonen af egne projekter. Slutteligt var der en teaterleder, der talte om, at man kunne være nødt til at tage vare på et givent teaters kunstneriske profil, da der i forvejen kun var få scener, der var dedikerede direkte til den genre, som den pågældende scene præsenterede, og derfor var det kun begrænset, hvad der muligt at tage ind af gæstespilsprojekter.

Som forperson Ditte Marie Bjerg i SKPUS sagde til udvalgets infomøde i Kulturstyrelsen den 27. okt. ’16, så var samarbejdsaftalen ”nok mest af alt beregnet til ”ensembler” og grupper med en vis erfaring bag sig”, underforstået at aftalen mest af alt var henvendt til projektstøttede teatre =ensembler og grupper, der var store ”nok” eller som var slået igennem og kunne stå distancen i samarbejdsprocessen.

Uafhængige Scenekunstnere mener, at det ikke ligefrem er befordrende for diversiteten, hvis/når institutionsteatret kun leder efter noget, der modsvarer teatres kunstneriske profil. Hvordan skal den nye scenekunst, der endnu er i sin vorden, have mulighed for at udvikle sig, hvis den afvises pga. at den ikke passer ind i det, der allerede er kendt og accepteret? Hvad med de unge scenekunstnere? Hvor skal udviklingen inden for scenekunst komme fra? Hvordan skaber vi i Danmark nogle nye stærke performancegrupper, der kan løfte arven fra Hotel Pro Forma, Odin Teatret og Holland House? Hvorfor er det ikke i Danmark, at vi skaber en ny Jérome Bel, et nyt Gob Squad, et nyt She She Pop? Hvorfor skal koreograf og danser Mette Ingvartsen først slå igennem i Bruxelles, før hun kan spille i København?

Der er ikke nogen fødekæde eller infrastruktur, der skaber muligheder for nytænkning inden for det scenekunstneriske miljø i København. Det bliver altsammen marginaliseret ud i hjørnerne, hvor ingen rigtig får øje på det. Det med at teatrets kapacitet allerede er opbrugt. Kunne institutionsteatret forestille sig – som en slags begyndelse – at gå i gang med at afprøve mulighederne i nogle stedsspecifikke samarbejder med det frie felt?

Vi er i Uafhængige Scenekunstnere meget interesserede i etableringen af samarbejdsprojekter – også for de grupper og ensembler, der endnu ikke er så etablerede. Det er derfor nødvendigt at få udbredt kendskabet til det projektstøttede teater.

”Det Frie Felts festival” www.detfriefeltsfestival.dk, som Uafhængige Scenekunstnere og Scenekunstnere Uden Scene har initieret, og som indtil videre har været afholdt tre gange, er et oplagt sted at få indblik i det frie felt. Det er Foreningen bag Det Frie Felts festival, der nu står bag festivalen, som et muligt fora for at udvide kendskabet til det frie felt. Festivalen beror på et open call, hvor scenekunstnere kan ansøge med et eller flere værker om at komme med i årets festival. Ansøgningerne overdrages til tre fagligt kompetente kuratorer, som vælger de deltagende produktioner. Kuratorerne udskiftes med 1-2 medlemmer per festival. Metoden med de skiftende kuratorer sikrer, at der er et mangfoldigt niveau af eksempler på værker fra det frie felt/det projektstøttede teater.

Hvem skal fremover skaffe midler og rum til en gæstespilsscene i København?

Det er ærgerligt, at vi nu har mistet Scenekunstnere Uden Scene (SUS) som kulturpolitisk aktør og stemme, for problemet med den manglende gæstespilsscene i København er ganske rigtigt ikke blevet mindre med tiden.

Snart går det frie felts scenekunstnere i gang med at skrive ansøgninger til SKPUS med deadline den 16. januar ’17, der er den ene ud af to årlige ansøgningsfrister. Men hvor skal stykkerne vises? Vores medlemmer i Uafhængige Scenekunstnere arbejder tit projektbaseret. Når de søger SKPUS, skal de skrive en scene på som spillested i ansøgningen. Hvis/når de får tildelt støtte, skal de have en scene at spille på. Det kan være vanskeligt at få lov til at skrive en scene på sin ansøgning og det er alligevel ikke sikkert, at man kan spille på den pågældende scene, hvis projektet opnår støtte.

Det er skrevet ind i resultatkontrakterne for de teatre, der er en del af Det Københavnske Teatersamarbejde(KbhT), Det Kongelige teater og Landsdelsscenerne (Aarhus, Odense og Aalborg Teater) at de skal lave co-produktioner (men der står ikke med hvem, altså kan det også være et samarbejde mellem et egnsteater eller et Lille Storbyteater). Hvordan stiller det aktører fra det frie felt? Bliver kravet om samarbejde omgået på forskellig vis? På hvis præmisser?

I Uafhængige Scenekunstnere afventer vi pt., hvad der sker med det nye Østerbro Teater (sammenlægningen af Teater Republique og Østre Gasværk Teater), der er en del af Det Københavnske Teatersamarbejde(KbhT), der også skal have en programmerende funktion dvs. fungere som gæstespilsscene. Vi håber, at det projektstøttede teater får mulighed for at spille på scenen på Østerbro og at det bliver på rimelige vilkår. Og at det nye teater på Østerbro stadig, som det til dels har været formålet med Teater Republique, får lov til at operere indenfor et postdramatisk paradigme.

Vi afventer også, hvad der kommer til at ske med det nye initiativ på Rialto Teatret på Frederiksberg. Hvis projektet bliver til noget, håber vi, at det bliver en ”showcase scene”, der også omfatter det projektstøttede teater.

SUS skrev, at det var de unge inden for scenekunstbranchen, der skulle gå videre med den manglende gæstespilsscene i København. Det er den scene, hvor publikum med tiden vil kunne sige: Vi ved ikke hvem, der spiller i aften, men det er det frie felt, det er eksperimenterende, postdramatisk eller noget helt andet, vi endnu ikke kender til, lad os checke det ud! Det er et sted, hvor det er muligt at opbygge et stampublikum, en faglig kontekst for det frie felt. Hvor scenekunsten kan udvikle sig uden fastlagte profiler til gavn for den øvrige scenekunstbranche. Foreningen Scenekunstnere Uden Scene ville nedlægge sig selv, når deres mål var nået. Men det holdt desværre ikke stik. Spørgsmålet om, hvem der skal fortsætte kampen for og konkret skaffe midler og rum til en gæstespilsscene i København, står åbent.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tilmed dig vores nyhedsbrev