Svar til høringen om Kunststøtteudvalgets rapport

 
  1. Fra Dansk Kunstnerråd
    Høringssvar fra Dansk Kunstnerråd vedr. rapport om kunststøttestrukturen
  2. Fra Danske skønlitterære Forfattere
    Danske skønlitterære Forfatteres høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem
  3. Fra Dansk Forfatterforening
    Høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem
  4. Fra Dansk Artist Forbund
    Høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem
  5. Fra Dansk Skuespillerforbund
    Høringssvar fra Dansk Skuespillerforbund vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det danske kunst- støttesystem
  6. Fra Dansk Komponistforening
    Høringssvar vedrørende Kunststøtteudvalgets rapport om DET STATSLIGE KUNSTSTØTTESYSTEM
  7. Fra Danske Jazz Beat og Folkemusik Autorer - DJBFA
    Høringssvar vedrørende Liebst-udvalgets rapport, om den statslige kunststøttestruktur
  8. Fra Danske Populærautorer
    Høringssvar vedrørende Kunststøtteudvalgets rapport om
    DET STATSLIGE KUNSTSTØTTESYSTEM
  9. Fra Billedkunstnernes Forbund
    Sæt kunsten fri af systemtænkning
  10. Fra Unge Kunstnere og Kunstformidlere
    Høringssvar vedrørende “Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem”
  11. Fra Dansk Musiker Forbund (DMF)
    Høringssvar vedr. rapport om kunststøttestrukturen
  12. Fra Foreningen af Danske Sceneinstruktører
    Høringssvar til 'Høring vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem'
  13. Fra Sammenslutningen af Danske Scenografer
    Høringssvar til Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem
  14. Fra Danske Kunsthåndværkere
    Vedr.: Høring om Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem
 

Høringssvar fra Kunstnerrådet og medlemsorganisationerne

 
I dagene op til deadlinen den 9. december for høringen om Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem har Kunstnerrådet og en række af medlemsorganisationerne sendt høringssvar til Kulturministeriet. Her kan du læse dem! P.t. er det tale om høringssvarene fra
Dansk Kunstnerråd
Danske Skønlitterære Forfattere
Dansk Forfatterforening
Dansk Artist Forbund
Dansk Skuespillerforbund
Dansk Komponistforening
DJBFA
Danske Populærautorer
Billedkunstnernes Forbund
Unge Kunstnere og Kunstformidlere
Dansk Musiker Forbund
Foreningen af Danske Sceneinstruktører
Sammenslutningen af Danske Scenografer
Danske Kunsthåndværkere

Fra Dansk Kunstnerråd

Høringssvar fra Dansk Kunstnerråd vedr. rapport om kunststøttestrukturen

Dansk Kunstnerråd vil gerne indledningsvis udtrykke, at vi finder rapporten interessant, og at en debat på dette vigtige område er væsentlig.

Vi finder det positivt, at rapporten som en start opstiller ambitioner og målsætninger for kunststøtten – at armslængdeprincippet er bærende, at kvaliteten af den støttede kunst må være i højsædet, at mangfoldigheden trives, at der er effektivitet og fleksibilitet i systemet, og ikke mindst at kunststøttesystemet er gennemskueligt i en grad, der legitimerer det i offentligheden, det politiske niveau og i det kunstneriske miljø.

Dansk Kunstnerråd tager imidlertid forbehold for en række af rapportens konklusioner og forslag, som vi vil komme ind på i det følgende.

Det er velkendt, at kunststøttestrukturen gennem tiderne har været udsat for kritik - alt andet ville vel også være utænkeligt, men det er vor opfattelse, at strukturen i det store hele har været velfungerende, og at de meget gennemgribende ændringer, der i rapporten lægges op til, ikke vil indfri udvalgets erklærede mål og ambitioner.

Det er Dansk Kunstnerråds opfattelse, at rapporten mangler en analyse af virkningerne af den administrative reorganisering, der blev gennemført i 2003, som betød en stærk centralisering af sekretariatsfunktionerne i støttesystemet.
Rapporten fastslår ganske vist, at de administrative omkostninger gennem de senere år har været dalende, men der foreligger ingen vurdering af, hvorvidt den centraliserede administration har betydet en udviskning af profilerne i indgangene til det flerstrengede system eller har medført andre forringelser.

Vi nævner det, fordi rapporten selv hævder, at det ikke er klart, hvad forskellen er på tildelinger, der kommer fra henholdsvis Kunstrådet og Kunstfonden, og bruger det som argument for at træde yderligere et skridt ud ad centraliseringens vej.

Det er vores vurdering, at uoverskueligheden i systemet i høj grad skyldes Kunststyrelsens mange og sammenblandede funktioner. Kunststyrelsen betjener både Udenrigsministeriet, Kulturministeriet, Statens Kunstråd og Statens Kunstfond på en måde, der gør det svært at skelne mellem disse funktioner. Vi finder det derfor afgørende for et velfungerende kunststøttesystem, at disse funktioner adskilles i sekretariatsbetjeningen.

En forudsætning for et velfungerende kunststøttesystem er efter vor vurdering, at et sekretariat for systemet så at sige ”tilhører” de kunstfaglige råd og udvalg, og ingen andre.

I flere kredse opleves systemet som centralistisk, bureaukratisk og embedsmandsstærkt. Efter vor opfattelse skyldes kritikken af det samlede kunststøttesystem og af det tilhørende sekretariat, at netop Kunststyrelsen er blevet en så stærk og central spiller, at den er en enhed i sig selv.

Dansk Kunstnerråd anerkender, at der har været kunstnere, der har haft svært ved at navigere mellem de forskellige støttesystemer, men det er vores erfaring, at det for hele kunstområder har været uden problemer, og det er et udtalt ønske fra hele vores bagland, at man bevarer det flerstrengede system.

Udvalget definerer armslængde som afstand til og uafhængighed af det politiske system. Senere i rapporten hedder det, at uafhængigheden også bør gælde ”forholdet til andre organiserede interessenter i eller uden for kunstlivet”.
I forlængelse heraf argumenterer man for at professionalisere rekrutteringen af besluttende medlemmer til bestyrelser og udvalg ved opslag og ansøgning - samt færre og små udvalg med deraf følgende øget brug af indstilling fra sekretariat og ad hoc-konsulenter.

Dansk Kunstnerråd finder det meget tvivlsomt, om et sådant professionelt apparat vil skabe større gennemskuelighed, endsige legitimitet og opbakning til kunststøtten i offentligheden eller det politiske system - heller ikke i det kunstneriske miljø.
Vi frygter, at man stadig vil møde de få – men gentagne - beskyldninger om ”indspisthed”, og at man yderligere vil møde stærk kritik for bureaukrati og embedsmandsstyring, fordi ideen om et kunstinstitut yderligere cementerer
behovet for stærke administrative strukturer, der selvsagt vil virke stærkt centraliserende. Hele kunststøttesystemet får færre indgange. Og embedsværket bliver stærkere end tidligere.

I forlængelse heraf anbefaler Kunstnerrådet, at man bevarer repræsentant-skaberne. Vi finder den dialog, der har fundet sted i repræsentantskaberne mellem det politiske miljø og kunstnerne/kunstorganisationerne, betydningsfuld både i henseende til legitimitet og gensidig forståelse - al den stund, at det er det eneste sted en sådan dialog institutionaliseres.

Dansk Kunstnerråd finder, at den nuværende struktur, hvor de to repræsentantskaber består af medlemmer udpeget af de kunstneriske organisationer og de politiske partier, er den bedst tænkelige model.
Herved sikres at kunststøttestrukturen er bredt forankret både i det politiske og det kunstneriske miljø. Strukturen sikrer et bredt kunstfagligt og politisk vidensnetværk som basis for det danske kunststøttesystem, og den sikrer hermed også en bred legitimitet i udvikling af kunststøtten.
Armslængden er sikret ved, at de medlemmer, der udpeges til råd og udvalg, ikke repræsenterer organisationer og partier direkte - men er udpeget som individer, og at de alene vurderer i kraft af deres personlige kunstfaglige og kunstneriske kompetencer. Habilitetsreglerne for udpegning er i praksis blevet styrket siden systemets oprettelse og fungerer i dag fuldt tilfredsstillende.

Dansk Kunstnerråd anbefaler, at bevillinger til de enkelte kunstområder fortsat fastlægges af politikerne på Christiansborg, og beslutningen herom bør efter vores vurdering ligge på det højeste politiske niveau i samfundet - og ikke i en institutbestyrelse.

Det skal bemærkes, at Dansk Forfatterforening ikke deltager i Dansk Kunstnerråds høringssvar, hvorfor vi – for så vidt angår deres synspunkter - henviser til Dansk Forfatterforenings eget fremsendte høringssvar.

Endelig tillader vi os at vedlægge Dansk Kunstnerråds 10 anbefalinger angående Kunststøttestrukturen fra maj 2011, som i sin tid blev tilsendt Kunststøtteudvalget.

Med venlig hilsen

Henrik Petersen
formand


8. december 2011

Fra Danske skønlitterære Forfattere

Danske skønlitterære Forfatteres høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem

Danske skønlitterære Forfattere (DsF) vurderer overordnet, at de problemer, som knytter sig til den nuværende struktur, først og fremmest er af administrativ karakter og især relaterer sig til bruger-venligheden. Mange har helt enkelt svært ved at overskue, hvornår man skal ansøge om hvad og hvor - altså simple tvivlsspørgsmål, der kunne løses gennem information og ved at placere Kunstfondens og Kunstrådets ansøgningsfrister uden overlapninger.

Kunststøtteudvalgets udredning bringer dog en række forslag på banen, som det fra forfatterside er vigtigt at kommentere:

1/ Udvalget foreslår, at der oprettes et Kunstinstitut med en bestyrelse bestående af syv medlemmer med forståelse for kunst og solide ledelsesmæssige kompetencer.
DsF finder, at modellen og især bestyrelsessammensætningen vil vise sig at være problematisk.
For det første vurderer vi, at rekrutteringsgrundlaget inden for landets grænser er relativt begrænset.
For det andet - og vigtigst - mener vi, at den funktionalitet, som en bestyrelsen har på bl.a. landsdels-teatrene, ikke kan overføres til kunststøttesystemet, idet forholdene ikke sammenlignelige. Hvor en bestyrelse på landsdelsscenerne har til opgave at varetage organisatoriske, driftsmæssige og lokalt/regionalt forankrede opgaver uden indblanding i de kunstneriske dispositioner, er det netop den kunstneriske indsigt, der er afgørende i relation til kunststøtten.
Vi anser derfor ikke et Kunstinstitut med den foreslåede identitet som værende en egnet model.

2/ Ligeledes anbefaler udredningen, at fagudvalgenes medlemmer udpeges og ansættes efter opslag m.h.p. at skabe armslængde til kunstnerorganisationerne.
I forslaget ligger indbygget en formodning om, at kunstnere, der uddeler støtte til kunstnere, kan give anledning til en eller anden grad af nepotisme. Det er et tema, som for alles skyld jævnligt bør efterprøves, men det er DsF’s erfaring, at udvalgsmedlemmerne er stærkt bevidste om hvervets karakter og krav om integritet.
Nok så væsentligt vil vi anføre, at der ikke er overensstemmelse mellem forslaget og udredningens egen fremhævelse af de kunstfaglige kompetencers afgørende betydning for vurderingen af kvalitet. Man anerkender på den ene side behovet for den stærkeste know-how, men sender den samtidig ud af udvalgene.
For litteraturens vedkommende vil en akademisering af udvalgene, hvilket vi ser som konsekvensen, betyde en skævvridning til fordel for allerede etablerede forfatterskaber, som kan læses og analyseres på baggrund af en lang værkliste. Det lader sig vanskeligt gøre, når det drejer sig om nyere forfatterskaber. Samtidig er sådanne analyser efter vores mening en opgave for litterater, men ikke for støtteudvalgene. Udvalgene skal derimod være i stand til at vurdere et ufærdigt arbejde eller foregående værker og i kraft af deres kendskab til den kunstneriske proces kunne gennemskue, hvor kunstneren bevæger sig hen, og om der findes et kvalitativt potentiale, som ikke nødvendigvis er udfoldet endnu. Denne evne til at vurdere ståstedet i en skabende proces, opnår man alt andet lige kun ved selv at have befundet sig i den. Derfor giver det i høj grad mening, at det netop er kunstnere, der vurderer kunstnere.

3/Udvalget opfatter det således, at arbejdslegater fra Kunstfond og Kunstråd ikke er væsensforskellige, og at der derfor ikke er behov for det nuværende to-strengede system.
DsF vil påpege, at for en udøvende forfatter er forskellen markant. Mens Kunstrådet er projektorienteret og knytter sig til ”work-in-progress”-fasen, hvor man koncentrerer sig om et bestemt værk, er Kunstfondens frie midler forudsætningen for, at man overhovedet kommer så langt. Eller som det formuleres af Statens Kunstfonds nuværende 3-mandsudvalg: ” I Kunstfonden støtter vi forfatteres fortsatte kunstneriske virke på baggrund af det, de har skrevet - i modsætning til Kunstrådet, som yder forfatter støtte til det, de agter at skrive.”
DsF savner i udvalgets rapport en klar tilkendegivelse af, hvorledes man forestiller sig de frie midler videreført og må understrege, at de frie midler er og bliver hjørnestenen for den udøvende kunst.
Endelig vil vi påpege, at to forskellige udvalg med forskellige personsammensætninger og jævnlige udskiftning sikrer mod en uhensigtsmæssig magtcentrering.

4/Ligeledes foreslås det i udredningen, at de to repræsentantskaber nedlægges.
Forslaget begrundes med et behov for en stærkere håndhævelse af armslængdeprincippet. DsF mener ikke, at erfaringerne giver anledning til at betvivle parternes respekt for armslængden - tværtimod er det et ønske, at den direkte dialog mellem politikere og kunstnerne bliver øget, og at man ved samme lejlighed redefinerer forholdet til og konstruktionen af Kunststyrelsen. Det er således DsF’s vurdering, at set i brugersammenhæng bidrager Kunststyrelsens funktioner til førnævnte uoverskuelighed, ligesom det er åbenbart, at Kunststyrelsen fra at være en administrativ overbygning har udviklet sig i retning af et strukturelt mellemlag, hvis formål og berettigelse bør diskuteres.

5/Livsvarige ydelser
Det er yderst positivt, at udvalget foreslår størrelsen af de livsvarige ydelser hævet. Under forudsætning af, at maksimumbeløbet reelt bliver på et niveau, som modtagerne kan leve af, bakker DsF ligeledes op om, at modtagere ikke vil kunne søge legater.

Med venlig hilsen

Inge Lise Hornemann
Formand
Danske skønlitterære Forfattere


5. december 2011

Fra Dansk Forfatterforening

Høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem

Kunststøtteudvalgets rapport beskæftiger sig med den overordnede struktur i det danske kunststøttesystem. Rapportens konklusioner vedrører især den administrative opbygning og armslængden mellem støttesystem, politikere og interesseorganisationer samt de ordninger, som er fælles for alle kunstarter (fx livsvarige ydelser). Et af de væsentlige kritikpunkter, der har været rejst mod rapporten, er netop, at den ikke i tilstrækkelig grad tager højde for, at støtteordninger og støttebehov er forskellige fra kunstart til kunstart, men foreslår én samlet løsning. Høringssvaret er udarbejdet, inden Kulturministeriet bekendtgjorde sammenlægningen af Kunststyrelsen, Kulturarvsstyrelsen og Styrelsen for Bibliotek og Medier.
Vi savner stadig en overordnet diskussion om formålet med kunststøtten, med udgangspunkt i kunsten og ikke i administrationen af den.

På litteraturområdet har den tilbagevendende kritik af litteraturudvalgenes tildelinger sået tvivl om systemets legitimitet.
Det er Forfatterforeningens opfattelse, at der ikke er hold i anklagerne om generel indspisthed eller inhabilitet i de bevilgende udvalg, men selve diskussionen er med til at undergrave systemets legitimitet. Foreningen har derfor især interesseret sig for, hvorvidt en strukturændring kan bidrage til at løse dette problem. Høringssvaret behandler desuden en række af udvalgets forslag til konkrete ændringer på delområder i systemet.

Dansk Forfatterforening anbefaler:

  • At kunststøtten løsrives fra Kulturministeriet og lægges i en selvstændig institutstruktur med en uafhængig bestyrelse.
  • At der ikke oprettes ét samlet institut, men at litteraturstøtten lægges i et særligt litteraturinstitut.
    Instituttet bør også omfatte biblioteksafgiften og muligvis hele biblioteksområdet.
  • At dette institut ikke blot uddeler litteraturstøtte, men også tager sig af dokumentation, formidling og udviklingsopgaver inden for hele det litterære felt.
    Instituttet bør også formidle oplysning om den offentlige litteraturstøtte, der uddeles fra andre steder end Kunststyrelsen.
  • At politikerne som hidtil fordeler bevillingerne til arbejdslegater og livsvarige ydelser mellem kunstarterne.
  • At repræsentantskaberne nedlægges, men at der oprettes andre fora for mødet mellem kunstnernes organisationer og politikerne.
  • At den flerstrengede struktur bevares, så der er flere indgange til kunststøttesystemet.
  • At medlemmerne af bestyrelse, ansættelsesudvalg og fagudvalg vælges efter opslag i stedet for at udpeges af kunstnernes organisationer og kulturministeren.
    Til gengæld bør der være kvoter, som sikrer, at der stadig er aktive kunstnere i de udvalg, der uddeler støtten.
  • At honoraret til udvalgsmedlemmerne hæves, så det stemmer bedre overens med arbejdsmængden.
  • At de livsvarige ydelser færdigbehandles i kunststøttesystemet og ikke længere skal godkendes af Folketinget.
    Desuden bør ydelsen hæves, mod at modtagerne ikke længere kan søge arbejdslegater.
  • At afslag på ansøgninger begrundes, dog kun via mere differentierede standardafslag.

Såfremt den nuværende struktur med en Kunststyrelse fastholdes, anbefaler Dansk Forfatterforening:
  • At Kunstrådet skifter funktion, så det fremover har som hovedopgave at dokumentere og evaluere kunststøtten.
  • At Kunstfondens litteraturudvalg udvides til fem personer for at sikre bredde og habilitet.
  • At flere mindre ydelser til litteraturen overgår til administrativ sagsbehandling.
  • At de livsvarige ydelser færdigbehandles i kunststøttesystemet og ikke længere skal godkendes af Folketinget.
    Desuden bør ydelsen hæves, mod at modtagerne ikke længere kan søge arbejdslegater.
  • At afslag på ansøgninger begrundes, dog kun via mere differentierede standardafslag.

Hele svaret kan downloades som PDF-fil her
eller læses på forfatterforeningens hjemmeside.

Fra Dansk Artist Forbund

Høringssvar vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem

Her er en PDF-fil med høringssvaret!

Fra Dansk Skuespillerforbund

Høringssvar fra Dansk Skuespillerforbund vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det danske kunst- støttesystem

Indledningsvist skal det bemærkes, at Dansk Skuespillerforbund anser det for positivt, at det danske kunststøttesystem har fået et serviceeftersyn. En intern undersøgelse blandt vores medlemmer har vist, at det nuværende system, med mange forskellige indgange og pengekasser, for mange kan virke uigennemsigtigt og svært at gennemskue.

Samtidig har flere af forbundets medlemmer svært ved at navigere rundt på Kunststyrelsens hjem- meside og finde ud af, hvor de kan ansøge om midler, og hvordan det gøres. Der er derfor al mulig grund til at se på mulighederne for at indrette kunststøttesystemet mere hensigtsmæssigt.
Derfor finder Dansk Skuespillerforbund det positivt, at der er lavet en rapport, der forsøger at forhol- de sig til udfordringerne og komme med løsninger.

Imidlertid anser Dansk Skuespillerforbund den foreslåede løsningsmodel som den forkerte idet rap- porten ikke har forholdt sig til hvorfra problemerne stammer. Dermed bliver rapporten desværre mangelfund i sin analyse af det nuværende kunststøttesystem.

Det skal yderligere bemærkes, at Dansk Skuespillerforbund har den opfattelse, at det i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten ville have været en fordel, såfremt de respektive brugergrupper samt organisationer og fagudvalg havde været inddraget i processen i væsentligt højere grad, end det var tilfældet.

Konkrete bemærkninger til rapportens forslag til ændring af kunststøttesystemet

Grundlæggende set er det Dansk Skuespillerforbunds holdning, at den tidligere foretagne sam- menlægning af Kunstrådets og Kunstfondens sekretariatsbetjening i regi af Kunststyrelsen aldrig har vist sig at være hensigtsmæssig, og at den har givet det administrative led en utilsigtet stor indflydelse.

Det er forbundets holdning at alle kunstfaglige beslutninger skal træffes af de respektive og kunst- fagligt kompetente fagudvalg. Men den eksisterende konstruktion har imidlertid gjort det meget vanskeligt at gennemskue, hvilke beslutninger, der er truffet administrativt, og hvilke, der er truffet af fagudvalgene.

Derfor er Dansk Skuespillerforbund også ganske skeptisk over for forslaget i rapporten om at etable- re et Kunstinstitut, der fremover skal kunne håndtere samtlige tildelinger af kunststøtte. Dette kan vanskeligt opfattes som andet end en yderligere centralisering af beslutningsgangene, som yderli- gere vil vanskeliggøre gennemsigtighed i hvilke beslutninger, der træffes administrativt og hvilke, der træffes at de kunstfaglige udvalg.

Efter Dansk Skuespillerforbunds overbevisning er gennemsigtighed og bedre adgang for brugerne vigtigt. Det har det eksisterende system ikke kunnet sikre, og det synes uhyre tvivlsomt, om det kan opnås med det oplæg til et nyt kunststøttesystem, der er beskrevet i rapporten.

I den forbindelse skal Dansk Skuespillerforbund bl.a. bemærke, at om end det umiddelbart er posi- tivt, at det foreslås, at udpegning til bestyrelsen for det foreslåede Kunstinstitut skal ske via en kon- kret ansøgningsprocedure, så er det stærkt bekymrende, at dette ansættelsesudvalg forudsættes nedsat direkte af Kulturministeren.
Dette er efter Dansk Skuespillerforbunds mening ikke i overensstemmelse med armslængdeprincip- pet. Ministeren kan med nedsættelse af et konkret ansættelsesudvalg i meget vid udstrækning definere hvilke kunstfaglige personer, der vil blive udpeget til bestyrelsen for Kunstinstituttet, idet ansættelsesudvalget sammensætning uomtvisteligt vil have indflydelse på, hvem der udpeges til bestyrelsen. Dermed knægtes armslængden indirekte.

I forlængelse heraf finder Dansk Skuespillerforbund det særdeles uheldigt, at repræsentantskaber- ne foreslås nedlagt. I det nuværende kunststøttesystem sikrer repræsentantskaberne jo netop den rette armslængde, i og med at det er disse, der udpeger flertallet af medlemmerne i såvel bestyrel- ser som i fagudvalg.

Samtidig muliggør repræsentantskaberne den nødvendige direkte dialog mellem politikere, kunst- udøverne og de relevante kunstfaglige interessenter, hvilket sikrer et stærkt og velfunderet kunst- støttelandskab. Ved at nedlægge repræsentantskaberne vil denne dialog gå tabt til skade for kunstlivet generelt.

Yderligere finder Dansk Skuespillerforbund det meget betænkeligt, at det i rapportens forslag præ- ciseres, at bestyrelsesmedlemmerne alene skal være ”kunstsagkyndige”. Det er selvsagt tvingende nødvendigt, at bestyrelsesmedlemmerne også skal have konkret erfaring som brugere af kunststøt- tesystemet.

Endelig vil Dansk Skuespillerforbund understrege, at vi anser det for nødvendigt, at de enkelte fag- udvalg i en ny kunststøttestruktur får en størrelse, der sikrer, at udvalgsmedlemmerne ikke under- lægges et urimeligt arbejdspres med den konsekvens, at det bliver udvalgets sekretariat, der reelt varetager en stor del af udvalgenes arbejde. Det må og skal altid være de kunstfaglige udvalg, der står for beslutning om tildeling af kunststøtten.

Behov for yderligere analyse af det eksisterende system

Som indledningsvist nævnt opfattes det eksisterende kunststøttesystem uigennemsigtigt og svært at gennemskue for brugerne, hvilket ikke mindst skyldes, at det for mange er uklart, hvad fagudvalge- nes rolle er, og hvilken rolle sekretariatet spiller.

Kunststøtteudvalgets rapport og analyse baserer sig i høj grad på en ren deskriptiv gennemgang af det eksisterende system med afsæt i de lovgivningsmæssige rammer. Kunststøtteudvalgets rapport og analyse udmærker sig imidlertid i eklatant grad ved en manglende analyse af og overvejelser om de konkrete empiriske erfaringer med det eksisterende kunststøttesystem.

Dette gælder bl.a. i forhold til, hvorledes fagudvalgene har fungeret og ageret, samt hvad udval- genes arbejdspres har været, og i forlængelse heraf en analyse af, hvilken rolle og indflydelse, det administrative led har haft.

Det er således Dansk Skuespillerforbunds holdning, at før der kan nås frem til udarbejdelse af kon- krete forslag til, hvorledes et nyt kunststøttesystem kan udformes foretages sådanne dybdegående analyser uden for Kulturministeriets regi – ellers vil forslag til et nyt system ikke kunne foretages på et fyldestgørende grundlag.

Med denne rapport er der ganske simpelt lagt op til en ny og alternativ udformning af kunststøtte- systemet, uden at det i tilstrækkelig grad er anskueliggjort, hvorfor det gamle system ikke har funge- ret optimalt.
Der er således behov for at komme adskillige spadestik dybere ned, og her vil det være klædeligt, om de respektive brugergrupper samt organisationer og fagudvalg i væsentligt højere grad ind- drages i processen, end det var tilfældet i forbindelse med udarbejdelsen af denne rapport.

Med venlig hilsen

Katja Holm
Formand for Dansk Skuespillerforbund


9. december 2011

Fra Dansk Komponistforening

Høringssvar vedrørende Kunststøtteudvalgets rapport om DET STATSLIGE KUNSTSTØTTESYSTEM

Dansk Komponistforening finder rapporten værdifuld og oplysende i sin beskrivelse af det nuværende kunststøttesystem. Det er positivt, at sikring af kunststøttens legitimitet og transparens fremhæves som afgørende faktorer, samtidig med at kvalitet og armslængde fastholdes som væsentlige principper for kunststøttesystemets funktion.

Dansk Komponistforening ser imidlertid ikke rapportens forslag, som hensigtsmæssige konklusioner på de opstillede præmisser. Det vil blive uddybet i nedenstående kommentarer.

Sammenfatning:
• Dansk Komponistforening (DKF) kan ikke støtte den foreslåede model med et kunstinstitut. Den foreslåede struktur fremstår topstyret og centralistisk og ses ikke at fremme den ønskede gennemsigtighed i beslutningsgangene, ej heller at befordre den ønskede legitimitet, hverken i relation til det politiske niveau eller i relation til kunstlivets interessenter.

• DKF finder det afgørende, at den såkaldte tostrengede model fastholdes.

• DKF ønsker de to repræsentantskaber bibeholdt som forum for en løbende
dialog mellem kunstnerne og de folkevalgte politikere.

• DKF støtter den politiske fastlæggelse af bevillingsrammerne for de
forskellige støtteformer (projektstøtte: produktion/formidling over for individuel støtte: arbejdslegater og livsvarige ydelser) samt en politisk fastlagt fordeling af bevillingerne inden for de forskellige kunstområder.

• DKF støtter udvalgets anbefaling om at forhøje de livsvarige ydelser og fjerne minimumsgrænsen.

• DKF kan ikke støtte anbefalingen af at inddrage økonomiske forhold i bedømmelse af støttemodtagere. Armslængdeorganer har ekspertisen til at bedømme kunstnerisk kvalitet og ikke ansøgernes økonomiske forhold.


Bemærkninger til rapporten:

I. Et kunstinstitut frem for Kunstfond og Kunstråd

I.1. Kunstarternes uafhængighed i en institutstruktur

Udvalget foreslår nedlæggelsen af Kunstfond og Kunstråd afløst af et Kunstinstitut med Det Danske Filminstitut og dettes forankring i filmloven som forbillede. Det overvejes ikke i rapporten, hvorvidt en institutkonstruktion, der er indrettet til at tjene en enkelt kunstart (filmen) umiddelbart kan overføres til at dække KUNST i bred almindelighed, eller i hvert fald de fem kunstområder samlet, der dækkes af fagudvalgene som det er foreslået: litteratur, billedkunst, arkitektur design og kunsthåndværk, musik og scenekunst – samt desuden særlige formål (tværgående formål, særlige indsatser m.v.).
Det er Dansk Komponistforenings opfattelse, at de enkelte kunstneriske fags forskellighed og dermed forskellige relationer til det omgivende samfund ikke tilgodeses ved etableringen af en central enhed, forankret i en rammelov. De enkelte kunstarter bør gives mest mulig selvstændighed, lovmæssigt og bevillingsmæssigt.

I.2. Om bestyrelsen: markant topstyring
Den foreslåede institutmodel indebærer en stor magtkoncentration i den 7‐ personers bestyrelse: Bestyrelsen
- forhandler rammeaftale og fastlægger strategi og handlingsplaner
- fastlægger retningslinjer for instituttets arbejde
- ansætter direktionen
- godkender driftsbudgettet
- fastlægger beslutningskompetence mellem bestyrelse, direktion og fagudvalg
- bestemmer fagudvalgenes størrelse
- nedsætter ansættelsesudvalg til besættelse af udvalgsposter
- udpeger efter indstilling udvalgsmedlemmer og udvalgenes formænd
- har ansvaret for strategier for tværkunst, internationale kultursamarbejder og tværgående initiativer
- foretager en årlig evaluering af instituttets arbejde

Bestyrelsens formand udpeges af kulturministeren, som også nedsætter det ansættelsesudvalg, som udpeger den øvrige bestyrelse (fraset medarbejderrepræsentanten). Ministeren har hermed i ganske høj grad bestemmende indflydelse på bestyrelsens sammensætning.

Det understreges at bestyrelsen er et ledelsesorgan, hvilket skal afspejles i medlemmernes “solide ledelseskompetencer” foruden deres “indsigt i kunst”. Med denne kompetenceprofil er det tvivlsomt om aktive kunstnere ville kunne få plads i den bestyrelse, der i givet fald ville blive det mest magtfulde organ i den fremtidige danske kunststøtte.

Den nye styrelsesmodel med magtfulde bestyrelser og stærk topstyring har skabt en række vanskeligheder på universiteterne, hvor bl.a. repræsentanter for den frie forskning har oplevet vanskeligheder med at komme til orde. I en tid hvor kunstscenen præges at emergerende nye strømninger og bevægelser vil det efter Dansk Komponistforenings opfattelse risikere at virke kontraproduktivt for dansk kunstlivs udvikling, at indføre et topstyret kunstinstitut, hvor kunstnere og deres interesseorganisationer i det store hele sættes uden for bestemmende indflydelse (bortset fra mulighed for en plads i det ministerielt nedsatte ansættelsesudvalg, der behandler ansøgninger til besættelsen af fem bestyrelsesposter).

I. 3. Fagudvalgene
Rapporten anbefaler, at fagudvalgene besættes efter opslag. Nedsættelsen af bedømmelsesudvalg forankres i bestyrelsen. Antallet af bedømmelsesudvalg er op til bestyrelsen, det kan således været ét samlet, eller et pr. kunstart. Beskikkelsen af udvalgsmedlemmer forankres ligeledes i bestyrelsen.

Der paralleliseres med denne fremgangsmåde til Statens Kunstråds forsøg med besættelse af poster til de store teatres bestyrelser. Men der henvises ikke til nogen overvejelser om, hvorvidt denne fremgangsmåde, der åbenbart skønnes succesfuld ved besættelse af specifikke bestyrelsesposter umiddelbart kan overføres til den opgave at fordele kunststøtte. Udvalget har tilsyneladende heller ikke gjort sig nogen overvejelser om hvilke kompetenceprofiler bestyrelsen bør efterspørge hos ansøgere til udvalgene.

Efter Dansk Komponistforenings opfattelse er det overordentlig usikkert, hvorvidt en sådan procedure vil sikre tilstrækkelig bredde af den ønskede kunstfaglighed – herunder førstehåndskendskab til den fagspecifikke kunstneriske proces – i alle udvalgene. Alt andet lige appellerer stillingsopslag af denne karakter næppe i samme grad til kunstnere som til kunstfaglige personer med akademisk baggrund eller med en baggrund som kuratorer.


II. Armslængde

II. 1. Armslængde eller dobbelt armslængde?

Rapporten fastslår i forlængelse af kommissoriet, at armslængden fortsat skal være et grundprincip i den danske kunststøtte og definerer armslængdeprincippet som følger: “Armslængdeprincippet indebærer, at kunststøtten, inden for overordnede politisk fastlagte rammer, fordeles af uafhængige organer, der arbejder på afstand af og uden indflydelse fra det politiske system.” Dette præciseres yderligere med synspunktet om, “at armslængdeprincippet bør gælde der, hvor kunststøtten primært fordeles efter den kunstneriske kvalitet, og hvor de kunstfaglige kompetencer derfor er afgørende for beslutningen om støtte.”

Siden oprettelsen af Statens Kunstfond i 1965 har man i Danmark arbejdet med en organisationsmodel som støtter sig til princippet om ‘dobbelt armslængde’, dvs. enkombination af armslængdeprincippet og en form for kollektiv selvforvaltning, idet der er et ekstra led i form af et repræsentantskab imellem de kunstnerisk støttetildelende udvalg og Kulturministeriet. Repræsentantskabets medlemmer, som er fra de kunstneriske interesseorganisationer og de politiske partier, er med til at vælge udvalgsmedlemmer og til at tildele livsvarige ydelser og er sidst, men ikke mindst forum for dialogen mellem kunstnere og politikere.

Rapporten ønsker at afskaffe den dobbelte armslængde ved at fjerne elementet af kollektiv selvforvaltning med henvisning til at interesseorganisationernes indflydelse – i praksis deres indstilling af kandidater til armslængdeorganerne – skaber en uklarhed i beslutningskompetencerne. Det anbefales således at sikre kunststøtteorganernes uafhængighed af kunstlivets organisationer.

II. 2. Bestyrelsen og armslængden
Rapporten anerkender, at dialogen mellem kunstnere og politikere er helt afgørende i et demokrati. Inden for den nuværende kunststøttestruktur er netop repræsentantskaberne et væsentligt forum for denne dialog. Når disse foreslås fjernet tænkes denne dialog sikret gennem årlige seminarer, organiseret af Kunstinstituttets bestyrelse. Dialogen i øvrigt med det politiske system tænkes varetaget af bestyrelsen i forlængelse af forhandlingerne af 4‐årige rammeaftaler, strategi og handlingsplaner. Instituttets funktionsmåde skal således være ‘i armslængde’ fra det politiske niveau.

Dansk Komponistforening finder dette utilstrækkeligt og ønsker at fastholde den løbende politiske dialog i repræsentantskaberne mellem kunstnerne og de folkevalgte politikere.

II. 3. Armslængde i udvalgene
Rapporten er inde på vanskelighederne ved at besætte fagudvalgene med fornøden kompetence til at dække alle væsentlige felter inden for det pågældende kunstområde. Dette udelukker i praksis dyb faglig kompetence inden for alle områder. Men det anses ikke for et større problem, idet der henvises til at der i så fald træffes beslutning på grundlag af indstillinger fra sekretariatet eller fra ad hoc konsulenter.

Men selv om udvalgene således har den endelige beslutningskompetence indebærer dette en risiko for, at ‘udenforstående’ – dvs. sekretariatspersoner og/eller konsulenter – får uforholdsmæssig stor indflydelse. Det diskuteres ikke, hvad sker der med armslængdeprincippet, når kunstfaglige råd bliver nødt til at søge bistand hos embedsværket eller hos eksperter for at kunne betjene områder, hvor udvalget ikke besidder specifik kompetence.

Dette kan ikke siges at være i overensstemmelse med det krav om gennemsigtighed med hensyn beslutningsgange, som i øvrigt fremhæves i rapporten.

II. 4. Armslængde eller frit i luften svævende?
Bortset fra aftaler om strategi og rammeaftaler samt ministeriets rolle i udpegningen af bestyrelsesformand og ansættelsesudvalg for den øvrige bestyrelse ses institutkonstruktionen således som uafhængigt af det politiske niveau. Sammen med den før omtalte manglende forankring i det kunstneriske miljø tegnes således et billede, hvor den hidtidige forståelse af armslængde med en relation til det politiske niveau og en ansvarlighed over for det kunstlivets repræsentanter, er afløst af en frit i luften svævende magtfuld bestyrelse.

Den foreslåede struktur vil således ikke fremme den ønskede gennemsigtighed i beslutningsgangene og ej heller befordre den ønskede legitimitet, hverken i relation til det politiske niveau eller i relation til kunstlivets interessenter.


III. Øvrige bemærkninger til rapportens anbefalinger

III. 1. Inddragelse af økonomiske kriterier i bedømmelsen

Rapporten diskuterer hvorvidt det i visse tilfælde kan være rimeligt, at inddrage støttemodtageres indtægter fra anden kunststøtte eller fra kunstnerisk virksomhed i prioriteringen. Dansk Komponistforening kan ikke støtte en anbefaling af dette. Dels bør det fastholdes, at armslængdeorganer har ekspertisen til at bedømme kunstnerisk kvalitet og ikke økonomiske forhold. Dels er det for komponister og andre, som modtager royalties, ikke muligt at forudsige til tider betydelige udsving i indtægt. Siden en ansøgnings afsendelse og dens behandling kan der således være dukket større, uforudsete indtægter op. Hvordan håndteres denne situation?

III. 2. Ændringer vedr. de livsvarige ydelser
Dansk Komponistforening kan støtte udvalgets anbefaling om at forhøje de livsvarige ydelser og fjerne minimumsgrænsen. I forlængelse heraf bør det ikke være muligt at modtage legater gennem det statslige kunststøttesystem samtidig med en livsvarig ydelse. Støtte til efterladte efter modtagere af livsvarige ydelser bør afskaffes.

III. 3. Fastholdelse af tostrenget model
Dansk Komponistforening finder det er afgørende, at den eksisterende skelnen inden for litteratur, billedkunst og musik skelnes mellem projekt‐ og produktionsstøtte på den ene side og at støtte til det individuelle, kunstnerisk skabende arbejde i form af arbejdslegater fastholdes, den såkaldte tostrengede model.

III. 4. Fordelingen af ydelser mellem kunstarterne
Dansk Komponistforening støtter den politiske fastlæggelse af bevillingsrammerne for støtteformerne (legater, livsvarige ydelser, indkøb og produktion/formidling) og fordelingen på støtteområderne (kunstarterne under fagudvalgene samt særlige formål) både for så vidt angår produktion og formidling samt vedrørende arbejdslegater og livsvarige ydelser.


IV. Afsluttende bemærkninger

Et væsentligt punkt i Kunststøtteudvalgets kommissorium vedrører enkelhed og gennemskuelighed. Spørgsmålet er delt i to, dels hvorvidt systemet er tilstrækkelig enkelt at gå til fra ansøgerside (kunstner, projekt, institution), dels hvorvidt det er gennemskueligt for de bevilgende myndigheder i Folketinget, hvordan systemet fungerer.

Første del af spørgsmålet burde rettelig gives videre til de nævnte brugere af støttesystemet. I fald dette er sket, afspejles det ikke i rapporten. Der henvises dog i indledningen til mødet i Odense i maj 2011 med kunstnernes organisationer, hvor den refererede hovedkonklusion var “at systemet er godt og velfungerende” (s. 4).

Sidste del af spørgsmålet må rettes til de folketingspolitikere, som er involveret i bevillingerne til den statslige kunststøtte. Her henvises til folketingets behandling af evalueringen af Kunststøttesystemet fra 2008, som konkluderer, at et bredt flertal i Folketinget fandt, “at systemet med Statens Kunstfond og Statens Kunstråd var velfungerende og ikke behøvede større justeringer” (s.4).

Det bemærkes imidlertid samtidig, at det kan være svært at overskue arbejdsdeling og kompetencer i kunststøttesystemet selv for folk tæt på systemet. I samme åndedrag henvises til debatten om systemets uoverskuelighed og mangel på sammenhæng, ligesom der henvises til, at dets “legitimitet og funktionsmåde jævnligt drages i tvivl”. En væsentlig del af denne uklarhed udspringer af det faktum, at Kunststyrelsen skal tjene to herrer, idet styrelsen refererer til Kulturministeriet og løser opgaver for ministeriet samtidig med, at den fungerer som sekretariat for Kunstrådet og dets underudvalg.

Rapporten opstiller således et paradoks: brugerne og politikerne mener, at systemet er velfungerende, men forvalterne af systemet og en uspecificeret offentlig debat finder systemet uoverskueligt og usammenhængende og af tvivlsom legitimitet og funktionsmåde.

Som svar på dette paradoks har udvalget valgt at fokusere på sikringen af kunststøttesystemets fortsatte legitimitet i samfundet. Dette sikres bedst gennem størst mulig gennemskuelighed: “Kunststøttesystemet må først og fremmest være mere gennemskueligt, for at sikre befolkningens, politikernes og kunstnernes fortsatte opbakning” (s. 5).

Det er dog kort forinden fastslået, at det nuværende system har både kunstnernes og politikernes opbakning. En spørgeskemaundersøgelse nogenlunde samtidig med rapportens færdiggørelse (Politiken d. 31. august 2011) fastslår desuden, at 68% af befolkningen er tilfredse med den offentlige kunststøtte. Så når udvalget taler om kunststøttens fortsatte legitimitet i forhold til de nævnte grupper må man hæfte sig ved ordet “fortsatte”, da kunststøttesystemet faktisk ikke synes afgørende draget i tvivl. Problematikken kan således ikke siges at være højaktuel. Men det er naturligvis altid væsentligt at have fokus på den.

Som andre væsentlige aspekter af legitimitetsdiskussionen fremhæves spørgsmålet om uafhængighed og armslængde. Det er her udvalgets opfattelse at en sikring af støttesystemets legitimitet i første række beror på – foruden gennemskuelighed – også uafhængighed. Vel at mærke uafhængighed beroende på armslængde i forhold til såvel politikere og kunstnerorganisationer. Og dette anser udvalget for uigennemførligt inden for rammerne af det nuværende kunststøttesystem: Lappeløsninger er ikke mulige, der er behov for et uafhængigt “Kunstinstitut”.

Som det turde fremgår af ovenstående er det efter Dansk Komponistforenings opfattelse ikke indlysende, at de opstillede præmisser må føre til de af udvalget dragne konklusioner:
• at justeringer inden for det eksisterende system ikke er mulige
• at oprettelsen af et kunstinstitut er det logiske svar på det opstillede paradoks.

Kunststøtten i et demokratisk samfund må naturligvis være en dynamisk størrelse, som løbende er til diskussion. Som sådan er denne rapport som nævnt indledningsvis særdeles værdifuld. Men en implementering af rapportens anbefalinger vil efter Dansk Komponistforenings opfattelse virke negativt på forvaltningen af den statslige kunststøtte.

Niels Rosing‐Schow formand
Dansk Komponistforening


9. december 2011

Fra Danske Jazz Beat og Folkemusik Autorer - DJBFA

Høringssvar vedrørende Liebst-udvalgets rapport, om den statslige kunststøttestruktur

DJBFA fandt det overordnet gavnligt og hilste det velkomment, da et udredningsarbejde blev sat i gang for at få afdækket sammenhængene – eller mangelen på samme – i det nuværende kunststøttesystem.

Først og fremmest giver rapporten et meget vigtigt øjebliksbillede af styrker og svagheder ved den nuværende struktur. Et øjebliksbillede, som vil kunne danne et værdifuldt grundlag for en intensiv dialog mellem det kunstneriske, det politiske og det administrative niveau, for at få skabt et system, som forhåbentlig vil kunne nyde opbakning fra alle interessenter og ukrænkelig legitimitet i offentligheden.

Men dernæst kan DJBFA ikke erklære sig enig i rapportens konklusion, at løsningen ligger i yderligere administrativ centralisering i et ”Kunstinstitut” og ved en såkaldt ”professionel” styring. Den professionalitet enhver forvaltning af en kunststøttelovgivning har behov for, er kunstfagligheden.

Til sidst, men ikke mindst forsømmer rapporten dog fuldstændigt at analysere, hvor, hvornår og hvordan det nuværende systems svagheder opstod, og rapporten afdækker derfor heller ikke virkningerne af de altafgørende ændringer, som fulgte i kølvandet på den ny struktur fra 2003. Etableringen af Kunststyrelsen, som overbygning på en amputeret udgave af det gamle tostrengede system, kan efter DJBFAs mening ses som en ganske væsentlig kilde til det, der bliver kaldt ”tendenser til uigennemskuelighed, ufleksibilitet og ineffektivitet”.

DJBFA håber dog, at Ministeriet vil se og bruge dette grundlag til, i dialog med kunstområderne, at få skabt et nyt system, hvor der kan tages højde for både gamle og nye svagheder; men hvor man samtidig ikke smider de mange duelige børn ud med badevandet.

DJBFA tilslutter sig derudover fuldt og helt det høringssvar, som er afgivet af Dansk Kunstnerråd p.v.a. alle kunstarter.


DJBFA ønsker dog at reflektere over nogle enkelte nedslag i Rapportens tekst:

1. Rapporten nævner i sin indledning, på Kunststøtteudvalgets konference i maj måned i Odense. I betragtning af, at så mange ”kunst-professionelle” aktører, brugte en hel dag på at rejse til Odense for at gå i sparring med udvalget, så er det ret beskæmmende, at mødet kun inddrages med fem linjer i rapporten. Det var efterfølgende heller ikke muligt, at få et referat fra konferencen.

2. Det er måske snarere end noget andet, den heftige debat om tildelingen af midler til individuelle kunstnere, som skaber de myter om ”indspisthed”, som får befolkning, politikere og enkeltstående kunstnere til at sætte spørgsmålstegn ved kunststøtteordningerne. Rapporten stiller også spørgsmålet, om der fra en overordnet betragtning, er et rimeligt forhold mellem de midler, der når ud til kunsten og de midler, der anvendes til administration. Uden at konkludere nævnes det undervejs, at ”godt 5 % af den statslige kunststøtte, er støtte til individuelle kunstnere efter armslængdeprincippet” (afsnit 2.7.1.1) – og senere, at ”Kunststyrelsens driftsudgifter til administration af kunststøtten i 2011, udgjorde 5 % af de administrerede støttebevillinger” (afsnit 2.9). Denne proportionalitet, burde kunne afmontere i hvert fald nogle af myterne.

3. DJBFA hilser det yderst velkomment, at rapporten nævner i hvor høj grad staten, ved siden af kunststøttesystemet, fastlægger rammevilkår, som har stor betydning for kunsten, og at det især gælder reguleringen af kunstnernes rettigheder gennem lovgivning om fx ophavsret, de kunstneriske uddannelser og reguleringen af kunstnernes og kunstens sociale, arbejdsmarkeds- og skattemæssige vilkår. At: ”Ophavsretten beskytter kunstnernes rettigheder til deres værker, og er central for mange kunstneres økonomi.”

4. I afsnit 1.7 om kunststøttesystemets økonomi, må DJBFA påpege det uhensigtsmæssige i - i hvert fald for musikkens skabere - at opregne musikkens økonomi under ét. Ud af de angivne 427,9 mio. kr., tilfalder KUN 16,65 mio. skabere af musik. De 13,8 mio. kommer fra Kunstfondens Tonekunstudvalg, og de 2,85 mio. via Biblioteksstyrelsens Rådighedsbeløb for fonogrammer. Disse 16,65 mio. kr. er alt, hvad det p.t. koster staten af have en professionel stand af komponister. Det er et skoleeksempel på, hvad der sker, hvis man ikke holder støtten til den skabende og den udøvende kunst skarpt adskilt. Det er bl.a. den slags, som hindrer gennemskueligheden og dermed legitimiteten. I afsnit 2.3 nævner rapporten forfatternes kompensation for at stille deres værker til rådighed for offentligt udlån, men undlader at nævne mangelen på proportionalitet mellem forfatternes 153 mio. versus komponisternes 2,85 mio.

5. DJBFA ønsker ikke, at gå ind i detailspørgsmål om det foreslåede ”Kunstinstitut”, da vi ikke kan bakke op om en yderligere centralisering, snarere ser vi en kvalitativ decentralisering i begge strenge, som en meget mere kunstfaglig løsning.

6. DJBFA værdsætter Rapportens henvisning, vedr. lovbemærkningerne til lov om Statens Kunstfond fra 1964, hvor det fremgår, at loven skal ”fremme dansk skabende kunst, ved direkte støtte til bevarelse og udvikling, af den talentfulde kunstners skabende evner og ved at stimulere til en øget kunstnerisk produktion, så samfundet som helhed kan få større del i de kunstneriske frembringelser”.

7. Én af kilderne til det, der bliver kaldt ”uigennemskueligheden” kan være det, som Rapporten refererer til i afsnit 2.5: at ”skabende kunstnere, især forfattere og billedkunstnere, kan søge støtte i både Statens Kunstfond og Statens Kunstråd”. Det vil være hensigtsmæssigt igen, at gøre hver af de to strenge så entydige, at der ikke kan opstå tvivl og hvor nogle kunstarter alene p.g.a. den administrative struktur forfordeles frem for andre. Komponister f.eks. kan kun søge støtte i Kunstfonden.

8. DJBFA sætter også pris på udvalgets overvejelser om at øge beløbet for livsvarige ydelser, så det bliver tidssvarende, men ikke hvis det betyder at antallet af ydelser må skæres ned, eller hvis financieringen skal hentes indenfor den nuværende ramme.

9. I afsnit 2.8 nævner rapporten, at arkitektur, design og kunsthåndværk er stillet dårligere end de øvrige kunstarter under Statens Kunstfond, fordi de har Statens Kunstfond som eneste kunststøtteorgan. Det samme gælder for komposition af musik.

10. DJBFA mener på linje med Dansk Kunstnerråd, at forbindelsen mellem det kunstneriske og det politiske niveau – som det f.eks. foregår gennem de to repræsentantskabers årlige fællesmøde – er et vigtigt aktiv for en fremadrettet kulturpolitik og gensidig forståelse; men når udvalget i afsnit 2.10 skriver, at ”Det forhold, at en del af medlemmerne af Statens Kunstfond og Statens Kunstråd i dag udpeges af kunstlivets organisationer, svækker denne uafhængighed” – så er det direkte injurierende og beklikker dermed kunstnernes og deres organisationers integritet – og undsiger samtidig det repræsentative demokrati, vores samfund hviler på. Det sikrer nemlig at de udpegede/valgte personer har deres faglige fællesskabers udelte tillid, hvorved disse personer bliver i stand til først og fremmest at følge deres egen samvittighed uden at ryste på hånden. Dette er fuldstændigt på linje med andre demokratiske ombud – incl. politiske mandater på Christiansborg.


Afsluttende bemærkninger:

Ud over disse detailbemærkninger, vil DJBFA gerne gentage, at vi bakker fuldt op om høringssvaret fra Dansk Kunstnerråd og håber, at denne høringsrunde kan blive begyndelsen til en konstruktiv og fremadskuende proces over det kommende år, hvor de kunstfaglige miljøer vil blive inddraget, og at der ikke bliver etableret hovsaløsninger p.g.a. myter og evt. manglende evner indenfor enkelte kunstområder, til at håndtere interne udfordringer.

Vi vil samtidig gerne kvittere, for udvalgets mod til at fremlægge en rapport med indstillinger fra både et flertal og fra et rimeligt konstant mindretal. Det vil nok ikke være nogen hemmelighed, at DJBFA meget langt hen ad vejen, vil være enig med mindretallets indstillinger.


Med venlig hilsen
Pia Raug
Formand


9. december 2011

Fra Danske Populærautorer

Høringssvar vedrørende Kunststøtteudvalgets rapport om
DET STATSLIGE KUNSTSTØTTESYSTEM

Vi tillader os trods vores status som en lille interesseorganisation på kunstområdet at fremsende også vort høringssvar vedr. rapport om kunststøttestrukturen.

Vi synes rapporten er et vigtigt og interessant indlæg i debatten om kunststøtten generelt, og har respekt for det engagement, man har lagt i analysen, selvom det kan undre at der ikke er ofret mange bemærkninger på virkningerne – skadelige eller gavnlige - af de sidst foretagne ændringer i strukturen. Kommentarerne går væsentligst på de besparelser, der er opnået over tid.

Vi ser i den med tilfredshed, at kernebegreber som kunstnerisk kvalitet og armslængde og kunstnerisk mangfoldighed stadig er basis for alle overvejelser omkring en velfungerende og legitim fremtidig kunststøttepraksis.

Vi mener, at der kun med disse værdier i fokus, vil kunne findes både folkelig og politisk opbakning til Kunststyrelsens virke, - og kun funderet i disse kernebegreber, vil der kunne skaffes sikkerhed for at kunst livets egentlige aktører fortsat kan stå helhjertet bag Kunst-
styrelsens administrative håndtering af deres fagområde.

Med fokus på fornøden transparens i sagshåndtering og effektivitet i sagsbehandlingen som fortsatte centrale parametre bør også statslige og forvaltningsmæssige hensyn være adresseret i en evt. kommende justering af styrelsens virke.

Overordnet har vi i DPA gennem tiden haft forskellige anker over uhensigtsmæssigheder i kunststyrelsens struktur, men forslag til forbedringer fra vores side ville ikke have haft mange paralleller til den foreliggende Liebst rapports konklusioner. Vi er stærkt i tvivl om at man ville kunne opnå udvalgets erklærede mål og ambition via de centraliseringstendenser rapporten udtrykker.

Den utydelighed i henholdsvis kunstrådets - og kunstfondens rolle og tildelinger, som rapporten fremfører som et argument for centralisering, mener vi stammer fra netop den i 2003 foretagne centralisering og den præcist deraf følgende utydelighed, som Kunststyrelsen som samlet sekretariat fremstår foran kunstlivets egentlige aktører med.

Med alle de opgaver - alle de ”herrer” - som Kunststyrelsen skal tjene, bliver det i stigende grad vanskeligt for de agerende i kunsten, at finde ud af hvem, der er deres medspiller i en stadig mere kompleks – om end slanket og måske effektiv – struktur. I stedet for endnu mere centralisering – som rapporten anbefaler - mener vi, at en adskillelse af sekretariater, så sekretariats profilen bliver mere ren, i forhold til det specifikke kunstområde sekretariatet skal betjene, vil være langt at foretrække.

Mange kunstnere oplever, at systemet har vokset sig til en så betydnings- og magtfuld størrelse,at flere aktive i kunstlivet – hvoraf en del, det erkender vi, har deres styrker andre steder end i det administrative, - helt opgiver at manøvrere i det, de oplever som et morads af skemaer, kommandoveje, regler og systemer. Regler og systemer, som selvfølgelig skal strammes til, når man, grundet effektivitetshensyn og indskrænkninger lægger mere og mere administration ud til de enkelte aktører.

Hos os definerer vi armslængde som afstand imellem de, der på kunstfaglig grund vurderer og tildeler støtte, til de, der modtager tildelingerne. Udvælgelsen af fagudvalgenes enkeltmedlemmer sker fuldt forsvarligt og baseret på den valgtes faglige kvalifikationer og personlige troværdighed. Den afstand imellem tildeler og modtager af støtten er vigtigere – synes vi – end Liebst rapportens fokusering på armslængde afstand til det politiske system i kunststøttefunktionen.

Den politiske interesse mener vi derfor ikke, vi skal afskære i en nyreguleret administrationsstruktur. Vi mener derimod, at politikernes interesse for området med kulturministeren i spidsen skal medtages i en fremtidig administration - og i planlægning af kunstens vilkår herhjemme, og at bevillinger til de enkelte kunstområder fortsat skal fastlægges af politikerne på det højeste politiske niveau i samfundet – og ikke i en institut bestyrelse.

Rapportens konklusion om et styrket professionelt administrationsapparat – måske endda et institut, hvor mere end 5 helt forskellige kunstformer skal serviceres, delvist frigjort for al indblanding fra kulturpolitikere og fra kunstnernes organisationer, kan meget let medføre en institution lukket om sit eget ”hellige virke” og opleves magtfuldkommen af kunstnerne.

Det kan blive fristende at sige, næsten som et barn i et kendt eventyr, at administrationen i sig selv kunne ende med at blive mere betydende end den kunst, kunststyrelsen er sat i verden for at fremme og betjene.

Derfor er det DPA magtpåliggende at tale for bevarelsen af det tostrengede system med kunstråd og kunstfond, at decentralisere i stedet for det modsatte, så sekretariaterne kender deres mission, og kunstnerne ”deres sekretariat”. Desuden ønsker vi at sikre administrationens legitimitet, ved at bevare de to repræsentantskaber, der fungerer stadigt bedre og som kvalitetssikrer den absolut nødvendige dialog parterne imellem, OG hvis eksistens er et must for opbakningen fra de kunstneriske miljøer, samt – tror vi – fra kulturpolitikerne.

På vegne af DPA
Venlig hilsen
Ivan Pedersen

9. december 2011

Fra Billedkunstnernes Forbund

Sæt kunsten fri af systemtænkning

Nedlæg Statens Kunstråd! Bureaukratiet og embedsmandsstyret har taget overhånd i et system, der er sat i verden for at styrke kunsten, ikke for at drukne den i papirarbejde og strategiske hensyn. Giv kunstarterne deres egen stemme tilbage i kunststøttesystemet og opret selvstændige Billedkunstråd, Musikråd, Teaterråd og Litteraturråd.

Det tog syv måneder. Så smed billedkunstner Per Arnoldi håndklædet i ringen og forlod formandsposten i Statens Kunstråd med denne salut: ”Jeg tvivler på at en kunstner kan fungere i det bureaukrati, der måske er en nødvendig del afkunststøttens store maskine. Jeg er også stærkt i tvivl om hele Kunstråds-konstruktionens virke og væsen.”
Også i Billedkunstnernes Forbund ser vi et voksende behov for at nytænke den ti år gamle kunststøttestruktur, herunder at se kritisk på selve Kunstråds-konstruktionen.
Allerede i 2003, da Statens Kunstråd blev etableret af daværende kulturminister Brian Mikkelsen (K), advarede vi sammen med øvrige kunstnerorganisationer om svaghederne ved strukturen.
For det første er det en dårlig idé, at Statens Kunstråd har en overordnet funktion i forhold til kunstarterne, hvilket bl.a. udmønter sig i at Kunstrådet skal beslutte en fælles handlingsplan, der gælder for alle de kunstneriske fagudvalg. Det er en struktur, der fra starten så ud til at være undfanget på et excell-regneark ud fra et ønske om at forenkle kunststøtten, men som reelt har vist sig at have stik modsat effekt:
Det gør arbejdsgangene mere komplicerede og fulde af bureaukratiske hensyn, når man ovenfra forsøger at presse en fælles handlingsplan ned over musik, billedkunst, litteratur og scenekunst. Således fokuserede det foregående Kunstråds handlingsplan bl.a. på at styrke kunst i kommunerne og på interkulturel kunst – gode og udmærkede satsninger, men ikke lige relevante for alle kunstarterne.
En overordnet, fælles handlingsplan kan ikke i tilstrækkelig grad afspejle kunstarternes væsensforskellige interesser og arbejdsvilkår. Der er eksempelvis meget langt fra billedkunstneres ofte meget lange planlægningshorisont for projekter på udstillingsinstitutioner, til forfatteres umiddelbare behov for skrivelegater. De enkelte fagudvalg bør derfor selv have fuld ret til at bestemme, hvordan midlerne på deres område skal anvendes.

Selvstændige stemmer
Et andet problem med den nuværende Kunstråds-struktur er, at den svækker de enkelte kunstarters selvstændige stemmer.
Statens Kunstråds formand skal både være loyal overfor det Kulturministerielle system og forsøge at favne samtlige kunstarternes ofte meget forskellige dagsordener. Det gør debatten om kunstens vilkår og kunststøttens rolle i samfundet mere mudret og uklar, end den ville være, hvis musikken, billedkunsten, litteraturen og scenekunsten selvstændigt og uafhængigt af den fælles kunststøttestruktur kunne tale deres egen sag over for omverdenen.

På et sidespor
Bureaukratiet i Statens Kunstråd er desværre, som vi ser det, udtryk for en kedelig tendens i kunststøttesystemet: Nemlig at kunstnerne lige så stille bliver kørt ud på et sidespor i forhold til embedsmændene. Det er et bekymrende kulturpolitisk skred.
Danmark har som bekendt en lang kulturpolitisk tradition for, at kunstnere deltager og bidrager med deres kunstneriske ekspertise i kunststøttesystemets forskellige nævn og råd. Men faktum er, at de faglige kompetencer og den praktiske indsigt, som kunstnerne besidder, får sværere og sværere ved at trænge igennem.
Liebst-udvalgets rapport om kunststøttesystemet og udvalgets bud på en ny kunststøttestruktur er et klart eksempel på denne tendens. Heller ikke her var kunstnerne inviterede i udvalgsarbejdet. Denne udhuling af den kunstneriske ekspertise i kunststøttesystemet er en helt forkert vej at gå, fordi den forringer selve kvaliteten af de vurderinger, beslutninger og prioriteringer, der løbende foregår i kunststøttesystemet.
Det er problematisk, fordi samfundet som sådan har en klar interesse i via kunststøtten at bidrage til, at Danmark får et kunstliv på højt kvalitativt niveau.
Det handler altså ikke om, at kunstnerne og deres organisationer er bagstræberiske og ’fornærmede’ over risikoen for at miste indflydelse i kunststøttesystemet, sådan som denne diskussion til tider er blevet fremstillet i medierne.
Nej, vi kunstnere vil rigtig gerne være med til at nytænke kunststøtten. Her er derfor et par specifikke kommentarer til Kunststøtte-udvalgets forslag:

Drop koncerntænkning
Udvalget foreslår, at Statens Kunstråd og Statens Kunstfond nedlægges og samles i et nyt. Kunstinstitut. Kunstinstituttet ledes af en mindre bestyrelse, som findes efter opslag i dagpressen. I vores øjne lægges der herved op til, at kunsten skal styres som en koncern med en bestyrelse i
toppen af en centraliseret organisation. Det er en rigtig dårlig idé for kunsten - men især for samfundet. For kunsten er ikke en forretning!

Nyt Billedkunstråd
Et første skridt, hvis kulturministeren vil bremse bureaukratiet i systemet, kunne være at nedlægge Statens Kunstråd. I stedet kunne han give kunstarterne deres uafhængighed tilbage i kunststøttesystemet ved at etablere selvstændige fagråd i form af henholdsvis Billedkunstråd,
Musikråd, Litteraturråd og Teaterråd, som har fuld kompetence til at prioritere deres egne midler, og hvor kunstnere er formænd.
De eksperimenterende og tværkunstneriske projekter, som i dag har dårlige vilkår i Kunstrådet, kunne få en selvstændig pulje, så den kunst, der overskrider traditionelle faggrænser understøttes og udvikles.

Bevar flere indgange
Mens der altså kan være ræson i at nedlægge Kunstrådet, bør kulturministeren være opmærksom på, hvor vigtigt det er, at kunststøttesystemet afspejler kunsten i al sin mangfoldighed og ikke snævres ind til få centrale puljer.
Derfor skal frie arbejdslegater og produktionsstøtte stadig holdes adskilt i et nyt kunststøttesystem.

Værn om dialogen
I det hele taget er det vigtigt at værne om de velfungerende aspekter af det nuværende kunststøttesystem.
Et af de allervigtigste er den løbende dialog, der i dag foregår mellem kunstnere og politikere i repræsentantskaberne for Statens Kunstråd og Statens Kunstfond. Repræsentantskaberne er det eneste formelle sted i dansk kunstliv, hvor kunstnere og politikere jævnligt mødes for at udveksle viden om kunstens vilkår og drøfte aktuelle kunstpolitiske spørgsmål. Den dialog er helt afgørende for at sikre fagligheden, kvaliteten og demokratiet i kunststøtten - og bør videreføres i et nyt system.

Bjarne W Sørensen, formand, Billedkunstnernes Forbund

Fra Unge Kunstnere og Kunstformidlere

Høringssvar vedrørende “Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem”

Unge Kunstner og Kunstformidlere (UKK) fremsætter hermed følgende bemærkninger til “Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem”:

Sammenlægning
UKK ser kritisk på den foreslåede sammenlægning af Statens Kunstråd og Statens Kunstfond i ét samlet Kunstinstitut. Vi mener at:
〉 det er positivt at mindske bureaukratisering i kunststøttesystemet,
〉 der i et eventuelt nyt og samlet Kunstinstitut skal sikres faglig mangfoldighed, da vi ser en risiko for, at et bredt og eksperimenterende kunstmiljø ikke kan repræsenteres, når rådet og fonden sammenlægges og antallet af fagspecialiserede udvalg mindskes i sammenlægningen,
〉 det er yderst væsentligt, at det Internationale Billedkunstudvalg bibeholdes,
〉 de nuværende roller ved fordelingen af arbejdslegater skal opretholdes, hvor Statens Kunstfond støtter på baggrund af hidtidig produktion og Statens Kunstråd på baggrund af fremadrettede projekter.

Demokrati
I forlængelse af punkt 2.10.3 er UKK kritisk overfor Kulturministerens indflydelse på et fremtidigt Kunstinstitut idet Kulturministeren udvælger instituttets bestyrelse, der igen udvælger ansættelsesudvalg og dermed har indirekte indflydelse på fagudvalgenes sammensætning. UKK mener, at det er udemokratisk, at bestyrelsen både nedsætter ansættelsesudvalg for fagudvalgene og samtidig bestemmer opgavefordelingen imellem bestyrelse, direktion og fagudvalg.

UKK ønsker, at interesseorganisationernes repræsentantskaber for Statens Kunstråd og Statens Kunstfond bibeholdes, da det er med til at mindske topstyring samt sikre høj kunstnerisk faglighed. UKK er kritisk overfor den magt Kunstinstituttets fremtidige bestyrelse vil få over faglige beslutninger, hvis repræsentantskabet ikke længere eksistererer. UKK mener også, at eksistensen af repræsentatskaberne sikrer den armslængdepolitik, som UKK er fortaler for. UKK er dermed uenig med, hvad der foreslås i punkt 2.2.3.

Livsvarig ydelse
UKK foreslår, at midlerne der ellers er afsat til den livsvarige ydelse gentænkes og fordeles således at midlerne også går til den nye og fremtidige kunstneriske produktion:
〉 i form af en indførelse af et igangsættelses-arbejdslegat til nyuddannede kunstnere,
〉 at der bliver sat fokus på støttemuligheder til unge uafhængige kuratorer og kunstformidlere og ligeledes afsat midler til arbejdslegater til denne gruppe.

Tværfaglighed
Desuden ønsker UKK at uafhængige kuratorer, kritikere og formidlere tilgodeses i højere grad i kunststøttesystemet som helhed. Det bør være muligt, at formidlere både på egen hånd kan søge støtte til aflønning under udvikling og afholdelse af egne projekter, udstillinger, residencies, arbejdslegater og research. Det bør også være muligt for kunstnere, kuratorer og kritikere at søge støtte til ovennævnte i fællesskab.

Kunstnerisk faglighed
UKK finder det uhensigtsmæssigt, at kunst skal være til for, som fremført i punkt 2.3, at fremme turisme, eksport og national branding. Vi ser erhvervsmæssig vækst og turisme som irrelevante og upassende faktorer i et kunststøttesystemet. Fokus må til alle tider være på udvikling af kunsten selv i form af udvikling af viden og af markante kunstpraksisser. Kunststøttesystemet er, og bør fortsat være et rum hvor kunstnere, kuratorer og kritikere kan udvikle deres innovative, tværfaglige og internationale praksis og høje faglighed uafhængigt af nationale interesser og markedsmekanismer.

Med venlig hilsen
UKK – Unge Kunstnere og Kunstformidlere

1. december 2011

Fra Dansk Musiker Forbund (DMF)

Høringssvar vedr. rapport om kunststøttestrukturen

DMF har modtaget rapporten fra ministeriet vedr. kunststøtten i Danmark. Her følger DMF ’s svar på høringen.

DMF erklærer sig enig i rapportens opstilling af ambitioner og målsætninger for kunststøtten i Danmark, herunder bl.a., at kunststøttesystemet skal være klart og gennemskueligt, at det skal være let at søge om støtte og at støtten administreres så rationelt som muligt.

Udvalgets forslag om ét kunstinstitut tager udgangspunkt i erfaringerne med filminstituttet. Og så ”knækker filmen” bogstaveligt talt. For her er få refleksioner (1) om hvorvidt institutmodellen kan anvendes og fungere rent kunstfagligt, hvor vi taler om op til syv kunstområder omfattende omkring måske mellem ti og tyve kunstarter og (2) om ikke en sådan centralisering med få eller bare én indgang til kunststøtte-systemet vil fremme administrativ kompleksitet og bureaukrati på en for mange kunstarter negativ måde.

Fra kunstnerside er det oplevelsen, at centralismen og den ”rationelle fælles administration” allerede i dag er kommet rigeligt langt og at man burde kigge den nuværende model med kunststyrelsen efter i sømmene.

Blandt andet bør man kigge på kunststyrelsens mange og sammenblandede funktioner. Som det er i dag betjener kunststyrelsen både udenrigsministeriet, kulturministeriet, statens kunstråd og statens kunstfond på en måde, der gør det svært at skelne. DMF finder det af stor betydning for et velfungerende kunststøttesystem, at disse funktioner adskilles i sekretariatsbetjeningen og at styrelsen eentydigt betjener kunstråd og kunstfond plus tilhørende udvalg. Der skal med andre ord kun være én ”herre” i den model man vælger!

Forskelligheden kunstarterne imellem og de særlige forhold omkring at skabe, at udøve, at formidle, mv. for den enkelte kunstart - er vigtige udgangspunkter for kunstnere og kunstkyndige og også for DMF. En forskellighed som vil blive sat under pres, hvis man vælger institutmodellen.

Selve bestyrelsesmodellen for kunstinstituttet virker ejheller overbevisende. Megetmagt på få hænder, som så udpeger en bestyrelse. Det virker for DMF som en centralismetænkning, som ikke vil gavne kunsten. Kan hænde, at ”modellen” virker andre steder i samfundet, men for kunstens skyld beder DMF om decentralisme, mangfoldighed og åbenhed overfor strømninger fra kunsten og fra kunstnerne selv i den model man vælger.

Ja - DMF vil her gå så langt som at udtale, at bedst var det nok med et musikinstitut, en musiklov og tilhørende råd og fond. Altså i praksis en udskillelse. Bagstræberisk romantik ? Ingenlunde. Blot en konstatering af, at musikken er stor i sig selv og ville have stor glæde af at ”ligge” for sig selv. Jeg forlader imidlertid straks forslaget, da alle erkender – osse DMF, at der ikke er administrative ressourcer til en sådan opdeling for nærværende ligesom denne tænkning kunne være negativ i forhold til de kunstområder, der ikke har musikkens ”størrelse”.

I forhold til rapportens institutmodel tager DMF tillige afstand fra at ansætte medlemmer af udvalg. Ansætte eller udpege kommer ud på ét, men det er vigtigt at det kan ske fra forskellige instanser, som det er tilfældet i dag og at omverdenen er med på råd. Den skitserede model vil efter ganske få år risikere at ende i, at det er embedsværket, der finder medlemmerne til de faglige udvalg.

Rapporten foreslår afskaffelse af de to repræsentantskaber. DMF er imod dette. Den nuværende model for kunststøtten sikrer vigtige dynamikker. Og DMF ønsker det tætte samarbejde og den udbytterige dialog som er mellem kunstnere/kunstner- organisationer og politikerne på Christiansborg bevaret, fastholdt og gerne udbygget. Repræsentantskaberne garanterer tilstedeværelse af kunstnerisk faglighed og ekspertise såvel som hele kunststøttesystemets folkelige legitimitet og forankring. Hertil kommer repræsentantskabernes vigtige funktion omkring valg samt det, at de følger kunstråd og kunstfond.

Rapporten er på flere ledder uklar i forhold til den placering den siddende kulturminister har. DMF finder det vigtigt, at ministerens placering i strukturen er klar.

DMF finder det også vigtigt, at tildelingen af midler til de enkelte kunstområder fortsat foretages af politikerne på Christiansborg og ikke af et kunstinstitut, som der lægges op til i rapporten.

I en situation hvor der kigges på kunststøtten, bør der naturligvis kigges på muligheden af et konstruktivt eftersyn, fordi man på en lang række områder kan lave forskellige forbedringer. Både mht. lovens formuleringer og mht. hvordan loven administreres i praksis.

DMF henviser i øvrigt til Dansk Kunstnerråds høringssvar, som vi bakker op. Heri anbefales bl.a. åbenhed overfor at inkludere nye strømninger i kunstens verden samt at sikre at også unge kunstnere kender til kunststøttesystemet og dets muligheder.

Som afslutning vil DMF gerne fremhæve, at vi har en enestående kunststøttestruktur, som kan begrundes og bakkes op på mange måder. Men DMF vil ikke undlade samtidig at fremhæve, at kunstarternes individuelle stemme i disse år dæmpes mere og mere.

Vi er naturligvis på det rene med, at støtten skal administreres og at det er nødvendigt, at det sker på en for borgerne betryggende måde. Derfor en kunststyrelse. Gerne præget af ”enkelthed” og ”gennemsigtighed”. Men:

For DMF er kunstnernes og faglighedens medvirken ligesom politikernes medvirken altafgørende. For at sikre den folkelige legitimitet. For at opretholde et godt kunststøttesystem. I en tid hvor 67 % af den danske befolkning siger ja til, at kunsten i Danmark skal støttes.

Mvh

Anders Laursen
Formand for DMF


Den 9. december 2011

Fra Foreningen af Danske Sceneinstruktører

Høringssvar til 'Høring vedr. Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem'

Her er en fil med høringssvaret fra FDS

Fra Sammenslutningen af Danske Scenografer

Høringssvar til Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem

Sammenslutningen af Danske Scenografer (SDS) har følgende bemærkninger til rapporten:

Vi er glade for, at der er taget initiativ til at få lavet en rapport over kunststøttesystemet med sigtet at opridse en forenklet model for kunststøttesystemet i Danmark. Dog anser vi det som kritisabelt af udvalgets sammensætning helt og fuldstændigt manglede repræsentanter fra kunstlivets praktiske aktører. kunstnerne.


Grundlæggende er vi ikke tilhængere af en ”filminstitutmodel” med en ansat bestyrelse og ansatte udvalg for de enkelte områder. Vi mener, at denne model, som har sin strukturelle og historiske inspiration fra forretningsverdenen, ikke på betryggende vis matcher det store og vidtfavnende område, som kunstlivet i Danmark pt. er karakteriseret ved.

Vi forudser, at antallet af uvildige eksperter fra kunstlivet, som vil blive nødvendige som
underudvalg for at service de små – og for små – fagudvalg, som rapporten beskriver, i sidste ende vil fordyre og forplumre udvælgelses og kvalitetssikringsprocesserne yderligere.
Dertil mener vi, at den skitserede model med ministerudpegede ansættelsesudvalg er en de facto afskaffelse af det armslængdeprincip, som i øvrigt hyldes i rapporten.
Vi forstår slet ikke begrundelsen for, at kunstnerne og deres organisationer skal holdes uden for indflydelse i udpegningen af udvalgene. Det virker som om udvalget, der som nævnt netop IKKE har deltagende af kunstnere, har en aldeles udokumenteret frygt for at organisationerne ikke skulle være i stand til at udpege kvalificerede kandidater.

Vi anser ikke umiddelbart Statens Kunstfond og Kunstrådet med fagudvalgene og dets underudvalg som to størrelser der kan slå sammen, og vil plædere for en bevarelse af det 2-strengede system.

Vi ønsker samtidig at bibeholde mangfoldigheden i repræsentantskaberne, omend mængden af faglige organisationer er overvældende. Her kunne måske findes en slankere og mere dynamisk model.


Vi undrer os tillige over, at rapporten fuldstændig overser et forhold, som vi finder problematisk i Kunstrådet/kunststyrelsens nuværende struktur, nemlig at Kunststyrelsen på den ene side fungerer som et ministerielt direktorat underlagt ministeren, og på den anden side fungerer som sekretariat for principielt uafhængige råd og udvalg.

Det udsætter de enkelte embedsmænd for et krydspres at adskille disse 2 funktioner, og man kan være usikker på, hvor deres loyalitet grundlæggende ligger. Af samme grund ser vi også et embedsapparat, som i stigende grad påtager sig rollen som formidlere af kunstpolitiske tiltag gennem seminarer og høringer som i højere grad drejer sig om administration af kunstlivet end om meningen med kunstlivet.

I forbindelse med at rapporten overser denne dobbeltrolle, overser den også de afledede effekter, som en strukturel ændring vil have på andre områder. Senest er der f.eks. fremkommet forslag til ny teaterlov, hvor Kunstrådet/Kunststyrelsen tillægges både udpegende og kontrollerende opgaver.


I forbindelse med ministeriets behandling af området, vil vi opfordre til at få taget hånd om et mangeårigt problem i relation til Statens Kunstfonds legatbevillinger. Måde disse bevilges og udbetales på giver ofte kunstneren problemer i relation til både skat og dagpenge – vi har f.eks. oplevet et medlem, der mistede sin dagpengeret pga modtagelse af 3-årigt legat fra Kunstfonden. Vi vil derfor anbefale, at der nedsættes et lille embedsmandsudvalg med repræsentanter fra Kulturministeriet, beskæftigelsesministeriet og skatteministeriet til at se på og få løst disse problemer.


Med venlig hilsen

Carsten Kristensen
Sammenslutningen af Danske Scenografer

Fra Danske Kunsthåndværkere

Vedr.: Høring om Kunststøtteudvalgets rapport om det statslige kunststøttesystem

Danske Kunsthåndværkere vil først og fremmest give udtryk for, at vi er glade for at der med udgivelsen af denne rapport er dannet et grundlag for langt om længe at diskutere en samlet ordning af det danske kunststøttesystem.

Dermed er der opstået en unik mulighed for at lave en helhedsløsning for et område, hvor der med rapportens egne ord: "...kun i beskedent omfang (har) ligget overordnede eller generelle kunstpolitiske målsætninger bag de enkelte initiativer"(s. 10).

Som repræsentanter for et kunstområde, der i en årrække har været holdt udenfor væsentlige dele af det statslige kunststøttesystem, har vi i Danske Kunsthåndværkere bakket op om Statens Kunstfonds Tremandsudvalg for Kunsthåndværk og Design i deres bestræbelser for at dokumentere denne forskelsbehandling og dens konsekvenser for vores udøveres muligheder for at udvikle deres kunst og færdigheder.
Resultatet af det arbejde forelå i december for et år siden, i form af analysen Støttemuligheder på arkitektur- kunsthåndværk- og designområderne - en konsekvens- og perspektivanalyse, udarbejdet af PLUSS Leadership.

Selvom den aktuelle rapport om kunststøttesystemet i væsentlighed omhandler forvaltningsmodellen for den fremtidige kunststøtte - med den i pressen omdiskuterede "institutmodel" som omdrejningspunkt - er det relevant at pege på, at en reform af kunststøttesystemet som helhed også må inddrage strukturen af de kunstlove, der udgør den offentlige kunststøttepolitik, og herunder især det forhold, at visse kunstarter er ekskluderet fra dele af kunststøtten, med konsekvenser både for områdernes anerkendelse og for kunstnernes muligheder for udvikling.

I forbindelse med offentliggørelsen af PLUSS-rapporten sidste år udtalte daværende kulturminister Per Stig Møller at kunstområderne arkitektur, design og kunsthåndværk adskilte sig ved at fungere på "...overvejende kommercielle præmisser". Der er naturligvis kommercielle aspekter i alle kunstneriske sektorer, men vi har i Danske Kunsthåndværkere aldrig helt kunne genkende vores område i denne beskrivelse, når henses til de betydeligt stærkere ressourcer, der er til rådighed for andre områder. Både i form af adgangen til kunstrådets ordninger, i form af formidlingsplatforme som gallerier, museer, kunsthaller samt betydelige private fondsmidler.

Distinktionen mellem "kommercielt" og "ikke-kommercielt" i denne sammenhæng betegner således ikke noget faktisk om forskelle mellem kunstarterne, men er en forskønnende omskrivning af en kulturpolitisk beslutning om at støtte nogle områder og lade andre klare sig selv.

Vi betragter ikke kunsthåndværkets udfordring i, at området anvender forstavelsen kunst-med urette, men derimod i noget, der først og fremmest har en historisk årsag: Det nuværende system opstår med særlovene for musik, teater, billedkunst og litteratur, der fremkom for at strukturere kunstlivet udenfor de statslige institutioners regi, og som i 2003 blev samlet i Kunstrådet til afløsning af de tidligere informationscentre og støtteforvaltende råd for kunstområderne.
Særlovene på kunstområdet har imidlertid aldrig udfyldt hele kunstbegrebet, og forvaltningen af lovene har - pænt sagt - ikke været inkluderende for nærtstående kunstområder. Det er dette problem, der undertiden reflekteres som behov for støtte til "tværgående initiativer" eller "nye kunstneriske udtryksformer" m.v. Således også i kommissoriet for rapporten, under overskriften Kunstnerisk mangfoldighed, hvor der opremses et helt katalog over den nuværende kunststøttelovgivnings problemer.

Kunsthåndværket - der kan hævdes at have sat præg på kulturen i Danmark siden yngre stenalder - har ikke haft held til at tilkæmpe sig en særlov.
Perioden, hvor det nuværende system blev opbygget og konsolideret, faldt sammen med en begrebsmæssig svækkelse af kunsthåndværket, som bl.a. kommer til udtryk i omdannelsen af de oprindelige kunsthåndværksuddannelser til designskoler.
Designbegrebet har i perioder set ud til at ville opsluge kunsthåndværket som selvstændigt område, til trods for at kunsthåndværkets etik om en tæt kobling mellem formgivning og materialebeherskelse har været en forudsætning for at Danmark overhovedet er blevet kendt som "designnation" i det 20. århundrede.
Det har betydet en svækkelse af området, både som kulturpolitisk aktør og i relation til f.eks. forskning.
Men kigger vi ud over Danmarks grænser, kan vi se at kunsthåndværket som begreb og kulturpolitisk satsningsområde både har overlevet og fået voksende betydning, understøttet af nye forskningsmæssige tilgange, der spænder over praksisbaseret, undertiden kunstnerdrevet forskning, og mere markedsorienteret forskning om kunsthåndværkets værdiskabelse.

Vi har som interesseorganisation en forventning om, at man i det videre arbejde med kunststøttesystemet vil tage konsekvensen af denne udvikling.
Kunsthåndværket i Danmark har brug for de muligheder for udvikling og professionalisering af området, der ligger i en ligestilling med de øvrige kunstarter i en tostrenget støttemodel.


Kommentarer til afsnit 2.8

Afsnit 2.8 beskæftiger sig specifikt med områderne arkitektur, design og kunsthåndværk, og vi kan indledningsvis konstatere at bedømt udfra ordvalget har PLUSS rapporten indgået i udvalgets overvejelser.

I opremsningen af "hovedproblemer" for områderne udelader rapporten imidlertid et af punkterne (PLUSS-rapporten s. 42-43) nemlig det af kunsthåndværket fremhævede behov for anerkendelse, der vil følge af en ligestilling med de øvrige kunstråds-områder.

Til bemærkningerne på side 29 om formidlingscentrenes betydning vil vi gerne påpege, at vi - med al respekt for den professionelle indsats, der gøres i disse institutioner - ikke mener at de bør tillægges betydning i den nærværende diskussion. Disse institutioner er på forskellig vis præget af erhvervspolitiske målsætninger, snarere end det fokus på indivduel og kunstnerdrevet udvikling, som er baggrunden for vores ønske om en ligestilling netop indenfor det nuværende kunststøtteområde.
Vi kan tilføje, at Danish Crafts, der som den eneste af institutionerne uddeler "frie midler", der kan sammenlignes med Kunstrådets projekt/formidlingsstøtte, ikke lever op til kriterierne for et armslængdeorgan i den forstand det benyttes i kunststøtterapporten, og at der uddeles godt en million til deling mellem kunsthåndværkere og designere, hvilket skal sammenholdes med at f.eks. billedkunstudvalget i Kunstrådet har mere end 30 millioner til uddeling.

Endelig vil vi tage kraftigt afstand fra det afsluttende afsnit af 2.8. Udvalgets bemærkning om at "Det vil være relativt dyrt at oprette særlige udvalg...etc." falder efter vores mening helt uden for det strukturfokus, der præger den øvrige argumentation i rapporten, og det er helt umuligt at forholde sig til at noget skulle være "dyrt" når rapporten ikke redegør for sine præmisser for at konkludere sådan.
Der er mange ting - både i og udenfor kunststøttesystemet - der er dyrt, og vi begriber ikke at det skulle kunne udgøre en argument for en fortsat diskrimination af vores områder i en rapport, der præsenterer sig som en strukturanalyse.

I den forbindelse vil vi gerne tilføje, at Danske Kunsthåndværeres motiver i høj grad er ønsket om en formel anerkendelse af vores områdes kvaliteter og muligheden for at kunne deltage i tværgående ordninger som f.eks. "huskunstnerordningen", hvor netop vores udøvere i kraft af deres materalebeherskelse og praksisorienterede metode har særdeles meget at byde på. Det har forekommet os provokerende, at nogle af vores dygtigste kunsthåndværkere har været nødt til at melde sig ind i Billedkunstneres Forbund som betingelse for at få lov til at formidle kreativitet og innovation for børn og unge.



Kommentarer til afsnit 2.10

DK er ikke principielt modstandere af, at de to strenge i det nuværende kunststøttesystem: personstøtte og projektstøtte samles i en enkelt institution, jfr. udvalgets forslag om en "institut-model".
Vi vil dog henlede opmærksomhed på, at filmområdet er karakteristisk ved en homogen og professionaliseret projektform for frembringelsen af filmværker, og en privat og kommercielt drevet afsætningsside. Det skaber større enkelhed end på Kunstrådets område, som dækker vidt forskellige forretningsmodeller, projekt- og støtteformer for forskellige kunstarter .
Det kunne have været ønskeligt, hvis udvalget også havde reflekteret dette i diskussionen af forholdet mellem politisk fastlagt drift og "armslængdestøtte".

DK kan også gå ind for, at ledelsesmodellen med et repræsentantskab afløses af en anden form.
Det er vores oplevelse at repræsentantskabsmodellen er med til at fastholde et meget udynamisk og konservativt syn på kunstområdet som helhed.

Hvad angår den konkrete opbygning mener vi at en ny struktur i kunststøttesystemet skal opretholde en tostrenget model, med støtte til 1) personer og 2) projekter/formidling udvalgt af adskilte udvalg med særlige kompetencer til det.

DK mener desuden at der fortsat bør være et seperat udvalg for arkitektur og et for design/kunsthåndværk i den nye struktur.
Kunsthåndværks- og designudvalget i Kunstfonden spænder allerede meget bredt hvad angår kravene til medlemmernes kompetencer og indsigt i forskellige discipliner. Hvis arkitektur inddrages vil det være vanskeligt at skabe et udvalg med tilstrækkeligt fagligt overblik.

Endelig mener vi det vil være vigtigt at videreføre en løbende dialog mellem det politiske niveau og kunstnerene og deres organisationer i et andet forum end de nuværende repræsentantskaber.

I forlængelse af ovenstående kommentarer kunststøtteudvalgets afvisning af et fagkyndigt udvalg for arkitektur, design og kunsthåndværk, hæfter vi os ved at den bevillingsstruktur, der er skematiseret i 2.10.6 opererer med med en bevillingsstreng, nr 4 til:
"Produktion og formidling af kunst og drift af institutioner...", hvor der forudsættes en politisk øremærket bevilling til området Kunsthåndværk, Design og Arkitektur.
Sammenholdt med indstillingen i afsnit 2.8 kan vi konstatere, at Kunststøtteudvalget på bevillingsniveau faktisk opererer med den støtteform, vi er fortalere for, men tilsyneladende mener at det kan håndteres uden medvirken af et eller flere fagkyndige udvalg på området.

p.f.v.

Nicolai Gjessing
Sekretariatsleder


8. december 2011

 

Læs også

Nyhedsbrev nr. 79 - marts 2014
10. marts 2014
...
Læs mere
Nyhedsbrev nr. 78 - december 2013
6. december 2013
...
Læs mere
EUs mandat til TAFTA-forhandlingerne
30. april 2013
Dansk Kunstnerråd har den 30.4 henvendt sig til Handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr og ...
Læs mere
Udtryksfrihed
2. april 2013
Det er en del af DR-bestyrelsens job at diskutere kvaliteten af udsendelserne med ledelsen. Katrine ...
Læs mere
Hver skole skal have en politik for kunst og håndværk!
27. marts 2013
Dansk Kunstnerråd og lærerorganisationerne for de praktisk/musiske fag har henvendt sig til Børne...
Læs mere
Hjælp med skatten
7. marts 2013
"Kunstnere" er en mangfoldig og mangfacetteret gruppe, som ikke sjældent kommer på tværs af skatt...
Læs mere
Apple 2
5. februar 2013
Endnu en gang demonstrerer Apple sin ureflekterede, snæversynede og provinsielle mangel på holdnin...
Læs mere
Offentliggørelse af ansøgere til Statens Kunstfond
23. januar 2013
Følgende henvendelse er sendt til Marianne Jelved, Alex Ahrendtsen, Simon Emil Ammitzbøll, Jørgen...
Læs mere
Folkemødet på Bornholm
12. juni 2013
Dansk Kunstnerråd er programpartner i Musikken i Rosengade, og er involveret i 2 debatter fredag de...
Læs mere
Henrik Petersen fortsætter som formand for Kunstnerrådet
29. maj 2013
Dansk Kunstnerråds årsmøde fandt sted den 27. maj i en god atmosfære. Der var ingen modkandidat...
Læs mere
Velkommen Marianne Jelved
7. december 2012
”Vi kan ikke undvære kunsten. Kunsten er jo det, der fornyer livet og samfundet. Det er jeg selv ...
Læs mere
Svar til høringen om forslag til lov om Statens Kunstfond
31. oktober 2012
Her samler vi høringssvarene fra Kunstnerrådet og medlemsorganisationerne...
Læs mere
Kunstnerens vilkår i Norden
25. september 2012
Præsident Tarja Halonen, som ledte den finske regering indtil i marts, men beholder titlen på livs...
Læs mere
Retfærdighed for Pussy Riot
20. august 2012
Kort tid efter at have optrådt med en Putin-kritisk sang i en katedral i Moskva den 21. februar ble...
Læs mere
Fusion mellem Kunstakademiets Billedskunstskoler og Charlottenborg
7. august 2012
Dansk Kunstnerråd har sendt følgende til Kulturministeriets høring den 7. august: Høringssvar...
Læs mere
Bevar de livsvarige ydelser til kunstnere!
4. juni 2012
Politiken forsvarer i lørdagsavisen de livsvarige ydelser til 275 af landets kunstnere. Som forman...
Læs mere
4 år med UNESCO-konventionen for kulturel mangfoldighed
1. marts 2012
På opfordring fra Kulturministeriet indsendte Dansk Kunsterråd den 1. marts følgende: Bidrag t...
Læs mere
Vedr. lov om ændring af lov om barselsudligning på det private arbejdsmarked
23. februar 2012
Dansk Kunstnerråd skal tillade sig uopfordret at komme med følgende bemærkninger: I Dansk Kuns...
Læs mere
Kan verden gøre kulturen større?
14. februar 2012
Høringen var arrangeret af 8 organisationer - bl.a. Dansk Kunstnerråd - i samarbejde med Politiken...
Læs mere
Et Kreativt Europa
1. februar 2012
Dansk Kunstnerråd indsendte følgende bidrag til Kulturministeriets høring den 1. februar: Komm...
Læs mere
Operakoret reduceres fra 56 til 40 sangere
27. januar 2012
Det Kongelige Teaters seneste besparelser har resulteret i at 81 stillinger bliver nedlagt i løbet ...
Læs mere
Svar til høringen om Kunststøtteudvalgets rapport
9. december 2011
I dagene op til deadlinen den 9. december for høringen om Kunststøtteudvalgets rapport om det stat...
Læs mere
Kulturministeriet fylder for lidt
19. september 2011
Kulturministeriet fylder 50, og danske kunstnere siger til lykke med dagen. Danske kunstnere siger o...
Læs mere

Dansk Kunstnerråd - Kronprinsessegade 34 B, 2 - DK-1306 København K
Tel: (+45) 35 38 44 01 - Fax: (+45) 35 38 44 17